Charli og sukkerfabrikken

Den Tinderbox-aktuelle sangerinde Charli XCX trakterer på sit andet album med en hvinende sød og flabet omgang #YOLO-pop. På én gang tidstypisk og meget medrivende.

25magCharliXCX.jpg
Billedtekst Fold sammen
Læs mere

På det lyserøde cover til Charli XCX’ anden plade »SUCKER« holder den britiske popstjerne en stor hjerteformet slikkepind op foran an sig. Selv er hun stylet som en forførende rock n’ roll-chick med sort eyeliner og hår sat op til narrestreger, knaldrød læbestift og leopard-top. Og det er netop i dette spændingsfelt, hun folder sig ud: Hos hende skal poppen være noget lyserødt, klistret stads, men det skal samtidig leveres med den mest flabede attitude muligt.

I den forstand lægger den 22-årige sangerinde med det borgerlige navn Charlotte Aitchison sig i direkte forlængelse af tidens #YOLO-pop-trend og navne som Miley Cyrus og svenske Icona Pop. YOLO er en sammentrækning af You Only Live Once og har de sidste par sæsoner levet som et flittigt brugt hashtag på sociale medier som en omskrivning af det gamle diktum, carpe diem. I #YOLO-poppen insisterer tøserne på retten til at gøre - og feste - lige præcis, som passer det dem. Altså en form for moderne og ungdommelig girl power-bevægelse.

Charli XCX synger sig uden problemer ind blandt denne nye generation af fandenivoldske popsangerinder. Lyt bare til den medrivende »Break The Rules«, hvor hun med simpel heppekors-melodi og na-na-na-kor fremturer: »I don’t wanna go to school / I just wanna break the rules / going to the discotek / getting high and getting wrecked.« Ikke just politisk korrekte sager, men det er jo for så vidt hele pointen. For hvilket feststemt ungt menneske, kan ikke identificere sig med de linjer?

Her som på størstedelen af numrene er der tale om en drønende effektiv powerpop, der er ligeså meget punk som den er electro. Energiniveauet er konstant i det røde felt, og sangskrivning såvel som produktion er foregået i samarbejde med nogle af tidens bedste mainstream- og indie-cross-over-producere. Fra svenske hitmaskiner som Stargate og Patrick Berger til mere kantede navne som Rivers Cuomo (Weezer), Ariel Pink, Rostam Batmanglij (Vampire Weekend) og ikke mindst Ariel Rechtshaid, der har haft en afgørende producerfinger med på beslægtede plader fra navne som Haim og Sky Ferreira.

Masserer reptilhjernen

Med sådan en liste af samarbejdspartnere kan man med rette spørge, om Charli XCX selv formår at bryde nogle regler her. Er hun ikke bare en trendrytter, der ligesom mange af tidens andre hippe popsild laver rendyrket hitlistepop med en tynd fernis af kunstnerisk kant?

Jo. Det er hun. Men spørgsmålet er, hvor meget man skal lade det skygge for den helt umiddelbare fornøjelse. Det må alt andet lige være den vigtigste lakmustest for, om der er tale om god popmusik: Virker det på et helt basalt niveau? Masserer det reptilhjernen? Får det pulsen i vejret? Og på de parametre er Charli XCX en succes.

»SUCKER« er nemlig en af det unge års mest overstadige og energiske popplader. Den stikker ikke dybt og er muligvis glemt i morgen. Men den virker her og nu. Og det tæller bestemt også for noget. Også selvom man ikke er blandt dem, der kunne finde på at hashtagge en selfie med et #YOLO.

Hvem: Charli XCX
Hvad: »SUCKER«, Warner Music