Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det begynder godt. »Loved Me Back To Life« er sprød, smittende og bæres af en melodi, der er præcis så let, som den skal være i en radiosang anno 2013. Og midt i det hele står stemmen, som hører til blandt de mest fleksible i pophistorien.
Ja, vinderidealet i X-Factor, Idols og alle de andre shows synes at være modeleret omkring hende. Og det er naturligvis Céline Dion, der er tale om. Kvinden som har solgt 240 millioner album og sang »Titanic«-hittet »My Heart Will Go On«, så hverken dyr eller mennesker kunne undgå at høre det.
Men den fleksible vokal har paradoksalt nok også været Dions svaghed. Mere præcist: Hun har været alt for ivrig efter at vise, hvad stemmen kan og hvor vild dens spændvidde er, hvilket primært er kommet til udtryk i den ene mere ulidelige ballade efter den anden. Balladerne er naturligvis også til stede på Dions 11. engelsksprogede album, »Loved Me Back To Life«, hvor hun igen befinder sig i en glittet, strygersovset lydverden og i et tekstunivers, hvor kærligheden og manden er det eneste, der kan forløse en kvinde.
Uden ende
Ikke just feminisme, men som selvstændig forretningskvinde er Dion vel en eller anden form for foregangskvinde. Og musikalsk nysgerrighed vil hun også gerne associeres med. I »Water And A Flame« viser hun sig i hvert fald åben over for den soul, Amy Winehouse dyrkede, mens den retro-svungne »Breakaway« sagtens kunne have siddet på et Adele-album.
Dion kan synge alt, men savner i forfærdende grad evnen til at begrænse sig, og når arrangementerne, som er så sukrede at det hviner i øregange og tandhalse, kører sig selv op, så matcher hun dem altid med balladestemmen.
Her er i det hele taget ingen subtil kunst i spil, og den taknemmelighed hun føler, bliver også blæst ud. Skulle nogen være i tvivl, hedder to af sangene såmænd »Thank You« og »Thankful«, og mon ikke også hun er taknemmelig for, at Stevie Wonder medvirker i »Overjoyed«.
Det bliver det nu ikke mindre Dion’sk af. Og da hun mod slutningen af albummet synger »the music never ends«, så glædes jeg over, at hun ikke har magt som hun har agt.
Hvem: Céline Dion
Hvad: »Loved Me Back To Life«, Sony