Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Til november drager Carpark North ud på en kortere turné, hvor de gæster en række store arenaer i landets største byer. Turneen falder i forlængelse af, at bandets sanger Lau Højen i fjor medvirkede i TV2’s populære programserie »Toppen Af Poppen« samt at trioen er aktuelle med deres femte album »Hope«. Popularitetsmæssigt har det århusianske band sjældent, hvis nogensinde, stået stærkere end lige nu.
Det var det positive. I den langt mere triste ende, så udkommer albummet i kølvandet på en tragedie. Sidste år mistede Højen sin mor til kræften. En bedrøvelig omstændighed, der har sat sig dybe spor på »Hope«, ikke mindst i teksterne, hvor sangeren for første gang i karrieren udtrykker sig på modersmålet, som det sker på de to numre »Håb« og »Glastårne«.
Men udspillet står samtidig som et bevis på, at en musikers personlige tab ikke partout kaster et vedkommende sorgværk af sig. De seneste år har kunstnere som Nick Cave og Mount Eeries Phil Elverum begået mesterværker i skyggen af at have mistet nære familiemedlemmer. Udspil, der både lyrisk og musikalsk har indfanget magtesløsheden og meningsløsheden og på mesterlig vis er lykkedes med at ophøje den personlige sorg til noget universelt. Det samme lykkes beklageligvis i langt ringere grad for Højen og Carpark North, der ikke formår at spille sig overbevisende ud af tragediens favntag.
Musikalsk har trekløveret aldrig lydt mere inferiøre. »Hope« byder overvejende på en klæg og kønsløs elektrorock, hvor albummets ti anonyme kompositioner fremstår pompøst overproducerede og generelt blottet for finesse og pondus. Det virker ude af trit med den alvorsfulde baggrund pladen er skabt på.
På det lyriske plan halter udspillet ligeledes. Såvel i de danske som i de engelske gloser. Højens gåen i clinch med tabet kaster desværre nogle ret banale og upoetiske strofer af sig. Strofer, der forfalder til klichefulde og lommefilosofiske strøtanker om liv og død. Såsom vigtigheden af at turde gribe dagen, leve, mens man gør det og elske, mens man tør det. Det hæver sig aldrig rigtig op på et højere niveau end det.
Stor respekt for, at Lau Højen viser mod til at blotte sig og tør stille sin sorg til offentligt skue. Ærgerligt, at det mod ikke skinner mere igennem og præger resultatet.
Carpark North
»Hope«
★★☆☆☆☆
Copenhagen Records
Lyt til albummet her: