Der er noget næsten naturstridigt over deres succes. De er jo hverken rigtig rock eller rigtig metal. De er en blanding, en krydsning, en mellemting. Alt dét, der normalt giver musikbranchens marketingfolk nervøse trækninger og røde knopper.
Men det er Volbeat heldigvis fløjtende ligeglade med, og det samme er den forbløffende store fanbase, kvartetten har opbygget via tre udgivelser og rastløs turneren i ind- og udland.
Tirsdag aften stod de så på scenen i Store Vega, hvor en uegal blanding af metalhoveder, rockfolk og alt derimellem tog begejstret imod. Og med det aktuelle album »Guitar Gangsters & Cadillac Blood« som afsæt bevægede de sig ind i et halvanden time langt sæt, der blev styret af frontmand Michael Poulsen, som mest af alt lignede en kloning af Jønke og Elvis med sine tatoverede arme og sortblå hårfarvning.
Tonstungt artilleri
Sammen spillede metalrockerne sig igennem en stor del af bagkataloget og gav publikumsfavoritter som »Sad Man’s Tongue«, »The Garden’s Tale« og »Maybellene i hofteholder« i veloplagte versioner, hvor gungrende guitar-riffs blev mødt af tonstungt artilleri i form af to stortrommer.
Når koncerten alligevel ikke nåede helt derop, hvor stjernerne sidder rigtig tæt, skyldtes det en snigende monotoni. I passager blev det nemlig lidt for forudsigeligt med den konsekvente vekslen mellem metallisk buldren og melodisk rock. Men kedsomheden fik dog aldrig rigtig tag i publikum, og gæsteoptrædener fra Johan Olsen og Pernille Rosendahl var med til at hæve underholdningsværdien, ligesom Volbeat i Michael Poulsen havde en veloplagt entertainer, der drak Jack Daniels af flasken – uden at ligne verdens fedeste kliche, vel at mærke.
Slet ikke nogen ringe præstation, og det samme kunne man med god grund sige om resten af Volbeats indsats på denne pivkolde vinteraften.
