Det tidlige exit skaber stærk mytologi. Sådan er det ofte i musikverdenen. Tænk på Joplin, Hendrix, Cobain og Winehouse for blot at nævne nogle af de martrede, musikalske stortalenter, som på tragisk vis tog afsked alt for tidligt.

Vi elsker at romantisere unge kunstneres tidlige død. Gøre de døde(lige) til ikoner.

Sådan er historien også med Jeff Buckley, som druknede under en svømmetur i Mississippi-floden i maj 1997. Han blev 30 år.

Da Buckley døde, havde han kun udsendt sit smukke debutalbum, »Grace«. Herpå var fire ud af ti sange covernumre. Hermed udgav den talentfulde yngling med den ekvilibristiske vokal faktisk kun seks selvkomponerede sange, imens han var i live.

Men det var nok til at sætte varigt aftryk. Nok til at indskrive ham i historiebøgerne og få et hav af følsomme, unge mænd til at stille deres smertetyngede falset til frit skue. Ingen nævnt, ingen glemt.

Faktisk var Buckley-efterkommerne så mange, at man på et tidspunkt blev ret træt i hoved og ører af al den inderlighed. Det skal nu ikke ligge Buckley til last.

Men hvordan ville karrieren have udviklet sig, hvis han ikke var død? Ville han have sat talentet over styr? Ville han have overgået »Grace« med større kunstneriske bedrifter? Det kan man desværre kun fantasere om.

Ét er dog sikkert. Efter sin bortgang er der kommet en alenlang række af Buckley-udgivelser: livealbums, demoer, EPer, hengemte sjældenheder mm. Så snart »nyt« Buckley-materiale dukker op, giver det anledning til endnu en udgivelse.

Sådan er pladebranchen. Der skal laves mønt, hvor mønt laves kan.

Direkte adgang til følelseskammeret

Nu synger Buckley igen fra det hindsides. Denne gang på sammenskudsgildet »You & I«, der samler demomateriale, han indspillede i februar 1993. Indholdet består foruden to Buckley-originaler i tidlige udgaver, en spartansk førsteindspilning af »Grace« og skitsen »Dream Of You & I«, som figurerer i en færdig (og langt bedre) version på udspillet »(Sketches For) My Sweetheart, The Drunk« fra 1998 af otte fortolkninger af andres sange.

Og det er i høj grad fortolkeren Buckley, som stråler her. Fra Dylans »Just Like A Woman« over The Smiths-covers og til de gamle bluesnumre »Don’t Let The Sun Catch You Cryin’« og »Poor Boy Long Way From Home« formår han med få komponenter, guitaren og sin ekspressive vokal, at skabe et stort og skrøbeligt nærvær.

Selv om man kender dette musikalske greb så godt, kan han stadig skabe sig direkte adgang til det panserede følelseskammer. Den vokal kan bare ikke fornægtes.

Særligt det afsluttende cover af The Smiths-klassikeren »I Know It’s Over« går rent ind. Her gyser man, når Buckley profetisk besynger sin egen kranke skæbne »See, the sea wants to take me/( ... )/Do you think you can help me?«.

Hjælpes kunne han som bekendt ikke. Strømmen var for stærk. I samme nummer konkluderer han »I know it’s over/and it never really began«. Det sluttede brat. Buckley var knap startet. Men myten lever fortsat.

Det er »You & I«, som tæller blandt de mere relevante posthume Buckley-udgivelser, et ganske godt og lytteværdigt eksempel på.

Hvem: Jeff Buckley.

Hvad: »You & I«, Legacy/ Sony Music.

Hør albummet her: