Martin Brygmann
»Bates Delight«
★★★☆☆☆
MB Productions
Nogle begynder at kitesurfe, andre køber en veteranbil eller skriver sine memoirs. 54-årige Martin Brygmann har valgt at lave sin første soloplade. Og der er ikke sparet på noget, skal jeg hilse og sige.
Brygmann har selv finansieret hele herligheden, og det er ikke så lidt: Pladen er produceret i samarbejde med den svenske arrangør Pål Svenre og indspillet i Atlantis Studio i Stockholm, hvor ABBA indspillede deres første seks album. Der medvirker et hav af dygtige musikere ligesom store udenlandske kanoner er hevet ind for at lave stryger- og orkester-arrangementerne, der er indspillet med Danmarks Underholdningsorkester.
Han har tydeligvis sigtet efter at lave et album af meget høj musikalsk kvalitet. Et hvor håndværket og lyden er af fineste karat. Et der peger tilbage mod forne tiders gyldne pop-standarder, hvor kodeordene var noget så gammeldags som melodisk elegance og harmonisk sofistikation. Burt Bacharach er den helt åbenlyse ledestjerner her.
Giver investeringen så et fornuftigt afkast? Både ja og nej.
På alle de ovennævnte parameter lykkes pladen langt hen ad vejen. Brygmann har før vist sig som en melodisk begavet popsangskriver og komponist og har - til trods for at de fleste nok først og fremmest tænker på ham som komiker og skuespiller - stået bag en stribe af de mest populære dansksprogede popsange fra 90erne og starten af 00erne som »Vent på mig«, »For Kendt« og »Jeg vil i seng med de fleste«.
Det talent fornægter sig ikke her. Pladen er fuld af velformede melodier, der skygges af sofistiskerede akkordsammensætninger - den slags højt specialiseret sangskriver-håndværk, som er som stort set er udraderet af moderne popmusik. Og her altså realiseret i et ligeså anakronistisk easy listening-lydbillede, hvor horn og strygere maler med romantikkens brede pensel, tangenterne sidder på et koncertflygel og guitarerne ikke viger tilbage for lummer-jazzede triller hen ad gribebrættet.
Lyrisk er pladen en hyldest til det nære og ukomplicerede liv. Det handler om at værdsætte, hvor godt man har det, om at spotte hverdagens glimt af lykke. Her er således både sange om at blive vækket af en blebærende morgentyran kl. 5 om morgenen og blåøjede kærlighedserklæringer til døtre og koner.
I længden bliver det dog lovlig sukkersødt med al den vellyd og lykke, som kun forstærkes yderligere af Brygmanns lidt fesne stemme. Der er ganske vist et par mørkere anslag mod slutningen, men det havde klædt projektet, om Brygmann havde turde ridse lidt mere i sine kønne, dyrtkøbte glansbilleder.
