Han var en af 2011s største fund, James Blake. Blot 22 år var han, da han udsendte sit lille mesterværk af en debutplade, der takket været en coverversion af den canadiske sangerinde Feists »Limit To Your Love« sikrede ham et stort gennembrud også herhjemme.
Her to år efter lyder albummet stadig ikke rigtig som noget andet. Omvendt er det heller ikke hver dag, at der dukker en ung brite op, der både er en afsindigt dygtig producer, klassisk skolet pianist og fuldt formet soulsanger, og som evner at forene så forskellige størrelser som tung britisk dubstep, amerikansk 90er-R&B og klassisk soul i et moderne udtryk med sin helt egen tøvende sensibilitet.
Derfor har forventningerne også været store op til udgivelsen af Blakes anden fuldlængde. Kunne han gøre det igen? Eller ville den lettere sky brite bukke under for forventningspresset? Lad os bare slå fast med det samme: Han rammer så afgjort inden for skiven med »Overgrown«. Et album der uden større armbevægelser lægger sig i naturlig forlængelse af debuten – både udtryksmæssigt og kvalitativt – men som også omrokerer blidt på virkemidlerne.
Nøgen vokal
Den mest umiddelbare justering er på vokalfronten. Den kreative leg med autotune og vocoder er stort set lagt på hylden, ligesom der er færre eksperimenter med forskudte lag af stemmer oven i hinanden. I stedet får vi den mere nøgne og ubehandlede side af James Blake at høre. Og den kan sagtens bære at stå så rent. Både i de mere travle arrangementer som »Life Round Here« med den meget blakeske linje »Everything feels like a touchdown on a rainy day« og i de mere afpillede, klaverbårne ballader som »Dlm« og den tindrende smukke »Our Love Comes Back«.
Det er dog på titelnummeret, at Blake samler alle sin forcer til et af sine stærkeste numre til dato. Den melankolsk knækkede vokal; den sugende basfornemmelse; strygerne der smelter sammen med brusende synths; de sørgmodigt faldende klaverakkorder. En drænende og kontemplativ sensation, der perfekt indfanges i linjerne »We lay, nocturnal, speculate what we feel« på den lige så fænomenalt slæbende »I am Sold«.
Unik kunstnerisk vision
»Overgrown« byder i det hele taget på fin variation uden at give køb på Blakes blåtonede grundstemning. »Voyer« er f.eks. pladens mest åbenlyse kip med flaget til den bastunge dansemusik, der hele tiden lurer som et dystert ekko under Blakes produktioner. Andre steder, som på førstesinglen »Retrograde«, fortsætter han, hvor han slap på debutalbummets »Measurements«, der udspillede sig som en form for digital gospelvise. Denne gang udbygget med smukt forsirede synthflader, der bare vokser og vokser.
Eneste fejltrin er gæstevisitten fra Wu Tang Clan-bagmanden RZA på »Take A Fall For Me«. Rapperen fremstår ærgerligt nok som et forstyrrende fremmedelement på et ellers fornemt afstemt album. Måske en b-side havde været at foretrække? Det ændrer dog ikke på det grundlæggende indtryk af, at James Blake på »Overgrown« fortsat fremstår som en mand med en unik kunstnerisk vision. Og ikke mindst talentet til at forløse den.
Hvem: James Blake
Hvad: »Overgrown«, Universal
