»Non-musician«. Det er den term, som Brian Eno selv bruger, når han skal beskrive sin kunstneriske praksis. Men på trods af at han altid har frasagt sig musikerrollen i almindelig forstand, er han alligevel en af den moderne rytmiske musiks mest markante og nytænkende skikkelser.
Hans rolle som komponist, producer, kollaboratør og musikfilosof kan vanskeligt overvurderes.
Fra han begyndte som skæv synthesizer-troldmand i Roxy Music, over hans konventionssprængende udgivelser som solokunstner til hans skelsættende samarbejder med U2, Talking Heads, David Bowie og mange flere har Eno været en musikalsk pioner uden sidestykke.
Veteranens nye udspil, »The Ship«, som senere på året kan opleves under Heartland-festivalen og i Kunsthal Charlottenborg, er i vanlig Eno-stil ikke et album i traditionel forstand. Det er snarere et konceptuelt lydværk.
De overordnede konceptuelle linjer er dog ikke lige til at afkode. Og Eno selv gør ikke ligefrem sagen nemmere.
Ifølge ophavsmanden er værket nemlig inspireret af abstrakte begreber som hybris og paranoia samt verdensbegivenheder som Titanics forlis og rædselsscenarierne i de belgiske skyttegrave under Første Verdenskrig.
Hvad fællesnævneren helt præcist er blandt disse, må siges at være svært dechifrerbart. Men selv om sammenhængen fremstår lidt uklar, er »The Ship« en ganske stemningsmættet lydsejlads i sig selv.
Spøgelsesstemmer og repetitive mønstre
Værket består af to kompositioner, der begge nærmer sig 20-minutters-mærket, titelnummeret og »Frickle Sun«.
Sidstnævnte er inddelt i tre suiter, én lang og to kortere. Gennemgående følger Eno ikke gængse rytmiske strukturer og akkordprogressioner, og trods flittig brug af både rene og effektmanipulerede vokaler er her aldrig tale om egentlige sange. Snarere minimalistiske, ambiente klangflader, som siver roligt omkring i et mørkt og iltfattigt ekkokammer, der hjemsøges af urovækkende spøgelsesstemmer.
Klangene filtrer sig ind i hinanden og muterer til nye repetitive mønstre i adstadige ryk. Vægtløse lydsløjfer, der aldrig fryser fast i en endelig form, så værket bliver ved med stå åbent og pirre nysgerrigheden.
Man kan ikke beskylde Eno for at være blevet kunstnerisk rundere med årene. Heldigvis. »The Ship« er både svær at blive færdig med og rigtig klog på.
Som et spøjst appendiks er den sidste suite i »Frickle Sun« en sfærisk fortolkning af Velvet Undergrounds salmelignende frihedsbesyngelse »I’m Set Free«.
Her er tonen langt mere ligefrem og entydig end på resten af »The Ship«. Den opløftende afslutning får nærmest karakter af et forløsende klimaks, hvor den til tider småforvirrende soniske sejltur på Enos klangocean pludselig giver en bizar form for mening.
Hvem: Brian Eno.
Hvad: »The Ship«, Warp.
