Bookmakere: Ikke fidus til Chanée og N’evergreen

Den danske finaledeltagelse ved Melodi Grand Prix hænger i en tynd tråd. I hvert fald hvis man tror bookmakerne.

Chrstina Chanée og Thomas N'evergreen skal finde et ekstra gear frem, hvis de vil videre til finalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIGEL TREBLIN

Det danske Melodi Grand Prix-håb ligner mest af alt et par, der er til lønforhandling. Så hårde er ordene fra Norges svar på Jørgen de Mylius, Jostein Pedersen. Og han er ikke alene.

Den danske sang hænger på yderste mandat til at gå videre til finalen, hvis man tror bookmakerne. På listen over, hvilke lande der går videre til finalen, ligger Danmark på en 10. plads. Ud af semifinalens 17 deltagerlande, går netop ti videre.

LÆS OGSÅ: Læs LIVE-bloggen fra Grand Prix tirsdag, hvor stjernerne fik tørt på
PRINT: Stemmeseddel til aftenens semifinale

Den danske sang "In a moment like this" var ellers blevet rost til skyerne og spået en topplacering i finalen, men
Christina Chanée og Thomas N’evergreens sceneoptræden har været så dårlig under prøverne, at danske seere nu får brug for at krydse både fingre og tæer, med mindre de to sangere leverer noget ekstra i aftenens semifinale.

Men det er der noget, der tyder på, de gør. Til generalprøven var der således pludselig fyrværkeri i sidste omkvæd, og
Christina Chanée og Thomas N’evergreen gav hinanden et stort smækkys, da prøven var overstået.

- Det var ellers ikke meningen. Men vi kunne ikke lade være. Det gik rigtig godt. Alt teknikken er på plads, så det er meget betryggende, siger Christina Chanée til BT.

Heick tror på finaleplads

Dansk Melodi Grand Prix' grand old man, Keld Heick, er da også fortrøstningsfuld før aftenens semifinale.

- Det er altid dødsvært at forudse, når det er internationalt Melodi Grand Prix, for vi kender jo ikke de andre sange. Men jeg synes, vi har godt nummer og to eventyrlige solister, der klinger virkeligt godt sammen, siger han.

Kritikken af det danske par, mener han, er forfejlet. De er ikke følelsesforladte, men fokuserede, fastslår han.

- Jeg har slet ikke fantasi til at tro, at vi ikke går videre til finalen. Omvendt kan alt ske i Grand Prix, så jeg skal nok passe på ikke at blive for kategorisk. Hvis de skal klare sig godt, er det vigtigt, at de kommer ud over rampen og ud gennem skærmen. Det gælder om at sælge varen til seerne, så de skal virkelig brænde igennem, og det synes jeg også, de gjorde til det danske Grand Prix, siger Keld Heick.

Aserbajdsjan er favorit

Inden semifinalen florerer rygter om, at Aserbajdsjan skulle have købt sig til sejr. Flere østeuropæiske medier skriver, at
holdet bag aserbajdsjanske Safura har brugt mere end 90 mio. kroner på promotion.

Sangen "Drip drop" er favorit til at vinde finalen og i øvrigt som den danske sang skrevet af svenskere.

Blandt de andre favoritter er Tyskland, Israel, Armenien og Sverige.