Blomstedt leverede en Bruckner fra hjertet

Herbert Blomstedt dirigerer Bruckners lidt kølige femmer, som var det klingende arkitektur. Hør ham i Ribe lørdag eftermiddag – eller genhør torsdagskoncerten i radioen søndag middag.

Den 86-årige æresdirigent Herbert Blomstedt øver med DR SymfoniOrkestret før torsdagens koncert. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere

At kong Christian X var monark og samtidig en af landets højeste mænd, gjorde stort indtryk på folk dengang.

Høj alder kan have samme virkning i musik. Når dirigenter på det meste af et århundrede stavrer ind, får lyden en dimension mere. De gamle toner rykker en smule tættere på nutiden og kan sommetider lyde næsten som nye.

Herbert Blomstedt er blevet 86 år og dermed en af Jordens ældste på podiet. At opleve svenskeren i DRs koncerthus kan være som at træffe traditionen i egen person.

Så muligheden kommer heldigvis med ualmindelig jævne mellemrum! Herbert Blomsted med kælenavnet Blomme optræder med DR SymfoniOrkestret næsten hver eneste sæson efterhånden. Og hvor hans tid som chef for orkestret frem til 1977 ikke var nogen ubetinget succes, så får han i dag stående ovationer hver eneste gang.

Alderen har vel også givet ham en varme, han ikke ejede før. Et væsen så mildt som skånske sommernætter.

Og musikken? Den kan i hans tilfælde være næsten hip som hap. Blomstedt gør stort set alle værker ganske vidunderlige. Hans koncerter minder os om en gammel sandhed: At kunst sjældent handler så meget om hvad, men om hvordan.

En herre på hans alder kan i runde tal vælge sine værker helt frit og har især valgt Bruckner de seneste år. Bruckner med de ni symfonier for meget stort orkester. Hvoraf ingen vel varer under en time.

Når man ser Herbert Blomstedt dirigere Bruckners femte fra 1878, forstår man godt hvorfor. Aftenens dirigent og aftenens komponist står utrolig godt til hinanden:

Bruckner sad det meste af sit liv på bænken foran et stort orgel og skabte værker, der minder om katedraler. Den svenske dirigent kan selv ligne alle Bruckners symfonier til sammen. Dét med kommunikation og sansen for show har aldrig været hans stil. Herbert Blomstedt er saglig.

Så femte symfoni bliver i en vis forstand saglighed på saglighed.

Bare at høre træblæserne i første sats spille de korte toner helt samtidig! At orkestret har vundet sin gamle præcision tilbage er guld.

Anden sats bliver endda helt hypnotisk. Elegisk som i høsten, men uden sentimentalitet. Musikken hænger også fra Bruckners side mere sammen her – hvor begyndelsen hele tiden begynder og giver op igen.

Da man når tredje sats, virker tiden allerede som fløjet. Alt i salen virker så fuldendt og sært vedkommende. Sært, fordi man ikke altid selv ved hvorfor.

Og åh. »Jeg var så heldig at komme i finalen!«, kan sportsfolk sige. Lyttere på Bruckners femte er mindst lige så heldige med finalen.

Med dens ekkoer af den tyste åbning en hel time forinden. Med dens næsten løsslupne udbrud a la »Till Eulenspiegel«.

Direktion med drillepind

Værket som helhed er rigtignok båret af arkitektonisk kontrol. Men hvis Blomstedt nogensinde har dirigeret med drillepind, er det her. Lyder klarinetterne for eksempel ikke som andekald nogle gange?

Hvis noget ved arrangementet udfordrer, er det musikken selv. Bruckners femte hører til de symfonier med færrest begivenheder.

Og hvad ville symfonien være uden de kraftige minutter med hele udtrækket? Lydstyrke forbliver en af de mindst spændende sider ved musik. Bruckners vigtigste virkemiddel kan i den forstand virke lidt fattigt.

I hvert fald indtil finalen med dens vidunderlige væv sætter ind. At høre den finale så stor og samtidig så renfærdig, er ikke hverdagskost.

Hvis man vil høre en Bruckner fra hjertet, skal det være med DR SymfoniOrkestret og Herbert Blomstedt.

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Herbert Blomstedt.

Hvad: Bruckners femte symfoni.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Spilles også i Ribe Domkirke lørdag kl. 16. Torsdagskoncerten genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.