Blinkende lys

En forsigtig forelskelse midt i et liv af ulykker - det niende album fra amerikanske Eels er vidunderligt i al sin sammensathed.

I 1990erne sang Beck »I'm a loser baby«, mens Thom Yorke klynkede »I'm a creep« og Billy Corgan vrængede om at være et »Zero«. Væk var den beundringsværdige ener og i hans sted stod den ensomme taber. En forrykkelse i rockens tematik og temperament, som førte til fremragende tekster af en ofte meget personlig karakter. Og ingen gjorde sig bedre inden for denne forening af realisme og bekendelseslitteratur end Mark Oliver Everett, sanger og sangskriver i Eels, der albumdebuterede i 1996 og siden da har udgivet yderligere syv album, som er farvet af personlige katastrofer: morens kræftdød, farens hjertetilfælde, søsterens selvmord og umenneskeligt meget andet i samme dur - eller mol, skulle man måske sige. En forslået og kuldslået sangkunst, som dog sjældent forfalder til rendyrket sortsyn, men lukker lys ind i mørket med en økonomisk og altid velanbragt brug af galgenhumor. Nu er Eels så klar med sit niende udspil, som vil lyde dejligt bekendt for fans. Lyst og let lydbillede På »Tomorrow Morning« føjes uldne basgange således til raspede stemmebånd og naivistisk brug af elektronik. Men hvor januar måneds »End Times« kredsede om et kuldsejlet kærlighedsforhold, så skriver »Tomorrow Morning« sig forsigtigt gennem fiaskoerne og ind på en ny forelskelse og gør det i et lydbillede, som er lysere og lettere end forgængerens. Som et tidligt tegn på forandringerne åbner albummet med instrumentalen »In Gratitude For This Magnificent Day«, hvor xylofon-klange lyser op i et loop af alskens diset elektronik, og siden følger den smukke, strygerforsirede »I'm A Hummingbird«, hvor Everett synger »All the seconds and the minutes and the hours and the days and the weeks and the months and the years of my life - it was all worth it to be here now.« Som linjerne antyder, er selv lykken hos Eels mærket af erindringen om vemod og smerte, og det er netop denne hypermelodiske krydsning af lys og mørke, som gør Eels til stor, slidstærk kunst. Og »Tomorrow Morning« hører så afgjort til blandt deres bedste udspil. Fuld som den er af stærke tekster, afvæbnende arrangementer og melodik. Alt sammen vidunderligt velkendt for aficionadoer - og et sandt fund for novicer.