Det er ikke nogen stor hemmelighed, at Marilyn Manson gennem årene har haft svært ved at bide sig helt fast i kødet hos den del af musikforbrugerne, som ikke bare falder pladask for teaterblod, androgyne udklædninger og en albylbleg teint.
Sangeren, der har taget navn efter henholdsvis popikonet Marilyn Monroe og massemorderen Charles Manson, har altid leget med formerne om de så har været religiøse, seksuelle eller voldelige, men ofte på en lettere konceptuel facon uden for alvor at blive farlig.
Det samme kan siges om Mansons skarpt optrukne glamrock med popreferencer, der ofte buldrer pompøst og storladent afsted, men ofte har manglet sand originalitet.
Derfor er det også symptomatisk nok coverversioner af klassikere som Eurythmics-nummeret »Sweet Dreams (Are Made of This)« og Soft Cells »Tainted Love«, der har været Marilyn Mansons største hits til dato.
Manson er for længst blevet overhalet inden om af sin åndelige lillesøster Lana Del Rey og hendes flirt med amerikansk popart og ekspressiv lolita-seksualitet, men noget sker jo med alderen og således også for Marilyn Manson, der i en alder af 46 udsender albummet »The Pale Emperor«, hvor han ganske vist fortsætter sin dansen om det tabubelagte og udfordrer kulturens konventionelle rammer, men også har dæmpet de farverige klichéer en smule.
Du ser det allerede på det sort/hvide cover, hvor Mansons ansigt effektfuldt er sløret, så det ligner en blanding af et portrætmaleri fra guldalderen og så en figur fra filmatiseringen af Pink Floyds »The Wall«.
Og musikalsk tager den blege kejser også et skridt mod en lyd, der ikke er hørt bedre fra hans hånd siden de store år i slutningen af 90erne med tretrins-raketten »Antichrist Superstar«, »Mechanical Animals« og »Holy Wood«. Tung, svingende og marcherende i »Killing Strangers« som mest af alt lyder som en sylespids kommentar til USA krigsengagement rundt omkring i verden.
Så skarp er det lang tid siden, man sidst har hørt ham.
På »Third Day Of a Seven Day Binge« trækker Manson så overraskende, men effektivt rhythm’n’blues-stikket, hvorefter han fortsætter selvsikkert og tungt med »The Mephistopheles Of Los Angeles« og den langsomt opbyggede »Warship My Wreck«.
Albummets første halvdel er således klart det stærkeste, mens anden halvdel mangler en smule distinkt særpræg, selv om Mansons i øvrigt fremragende vokal gør sit til at fuldbyrde vanviddet i »The Devil Beneath My Feet« og »Birds Of Hell Awaiting«.
Bedst på sidste halvdel af »The Pale Emperor« er dog Tyler Bates semiakustiske guitar på »Cupid Carries A Gun«. Den svinger så vildt og her ligger nok en stor del af hemmeligheden bag Mansons musikalske genrejsning.
Musikproduceren og Mansons nye samarbejdspartner Tyler Bates, der mest af alt er kendte for sit fremragende arbejde med at skabe musik til film, TV og computerspil, har været den rette mand til at stramme op omkring Marilyn Mansons stil så den passer til det samlede udtryk.
Væk er den lettere power- og glamrock-leflende lyd og ind er kommet en mere billedskabende, mørk og dyster tone, der klæder vor mand i gråt, hvidt og sort. Glæder mig allerede til fortsættelsen.
Hvem: Marilyn Manson.
Hvad: »The Pale Emperor« Playground Music.
