Blaue Blume betager med nye musikalske drømmesyn

Foto: PR

Det skorter hverken på ambitioner eller evner hos danske Blaue Blume, der markerede sig flot med den lifligste drøm af en debutplade tilbage i 2015.

To et halv år har det taget dem at blive klar med de fire nye numre på ep’en »Sobs«, hvilket blot bekræfter billedet af et band, der virkelig arbejder i dybden og sørger for, at hvert musikalske penselstrøg sidder helt perfekt. Penselstrøg der denne gang er tegnet mere af synthesizere end guitarer.

Sangene tager sig ud som en slags musikalske drømmesyn, der på én gang fremstår lysende klare og uden for rækkevidde. På den ene side er der en umiddelbar pop-appel og lækkerhed, på den anden side er sangene fulde af så mange elegante og progressive detaljer, at deres dybder først åbenbarer sig efter flere gennemlytninger. Og selvom betydningen i forsanger Jonas Smiths tekster fortoner sig, så er følelserne i hans smidige, melankoli-dryppende falset-vokal ikke til at tage fejl af.

Vi ser frem mod næste fuldlængdealbum.

Blaue Blume
»Sobs«
★★★★★☆

Universal/A:larm