Blakes kunstfærdige lydlabyrinter

Den melankolske englænder James Blakes tredje album, »The Colour In Anything«, er en stor, men stemningsopildnende musikalsk mundfuld.

James Blake: »The Colour In Anything« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

James Blakes tredje album har været på tegnebrættet længe. Der er gået tre år, siden den 27-årige englænder udsendte sit Mercury Prize-vindende andet album, »Overgrown«.

Mod slutningen af 2014 lød meldingen fra Blake, at treeren næsten var færdig og ville udkomme meget snart. Men sådan skulle det åbenbart ikke arte sig.

Et sted i tilblivelsesprocessen løb han panden mod en mur. Han havde behov for en kreativ sparringpartner, hvis projektet skulle nå helt i mål.

En sådan fødselshjælper fandt han i Californien, hvor produceresset Rick Rubin residerer. Blake tjekkede ind i dennes Shangri La-studier i Malibu, hvor en perlerække af superstjerner fra Bob Dylan til Adele gennem tiden har indspillet mere eller mindre legendarisk materiale.

»The Colour In Anything« landede så endelig i fredags. Uden forvarsel. James Blake lavede så at sige en Beyoncé-manøvre. Et overraskelsesangreb. Endda et ganske omfangsrigt ét af slagsen. 17 numre og en samlet spilletid på fem kvarter.

En betydelig mundfuld for de så hårdtprøvede øregange i disse single-tider, hvor albumformatet har det lidt hårdt. Men overvejende en ganske stemningsopildnende én af slagsen.

»I’ll meet you in the maze«, proklamerer Blake på pladens afsluttende nummer, robo-balladen »Meet You In The Maze«. Strofen kan tolkes som en slags opsummering af albummet.

For er der noget, som englænderens sange minder om, er det små, kunstfærdige, elektropulserende lydlabyrinter, hvor man ledes gennem snørklede og vibrerende musikalske gange med Blakes lyse, melankolityngede og hyppigt manipulerede vokal som gennemgående ledetråd.

Gråt i gråt

Hans klagende og frostnistrede tenorstemme møder os i labyrintens rungende korridorer. Den tager os ved hånden og guider os ud i sindets yderste affolkede afkroge. Helt derud, hvor tid og sted ophører. Derude, hvor der er goldt, gråt og koldt, og hvor tristessen bliver en permanent, farveløs tilstand.

I hvert fald i de fire-fem minutter som sangene gennemsnitligt varer. Her er det gråt i gråt. Måske den nuance, som albumtitlen hentyder til, der findes i hvad som helst?

Mødet mellem det maskinelle og det trøstesløse forløses blændende på f.eks. den Bon Iver-gæstede »I Need A Forest Fire«, den futuristisk klingende ensomhedsbesyngelse »Radio Silence«, det Donna Hathaway-samplede desperationskvad »Love Me In What- ever Way«, de to mere R’n’B-influerede sange, »My Willing Heart« og »Always«, som Blake har skrevet sammen med sin tungsinds-åndsfælle Frank Ocean, samt den længselsfulde »Modern Soul«.

Moderne musikalsk sjælfuldhed, indeed.

Men der er omvendt også en pæn håndfuld fyldnumre omkring albummets midtersektion, hvor Blake går i prætentiøse ringe om sig selv.

Her fremstår hans kronisk klynkende stil lidt blodfattig og formaliseret. Melankoli på automatpilot. Her kunne englænderen med fordel have været lidt mere nådesløs i udvælgelsesprocessen.

Men det var han måske for trist til?

Hvem: James Blake.

Hvad: »The Colour In Anything«, Polydor.