Björk uden magi

Koncert: Björk40.000 publikummer hungrede efter at det islandske ikon Björk, kunne forvandle Roskilde-helvedet til et par timer i himmerige. Det kunne hun ikke.

Björk på Orange Scene torsdag aften. Foto: Kristian Sæderup<br> Fold sammen
Læs mere

En lun sommeraften i solnedgangen med en temperatur på omkring de 25 svale grader havde gjort Björks optræden på Roskilde Festivalen til stor og frem for alt smuk kunst. Nu var scenariet desværre stik modsat, og hvad der på forhånd syntes som en god idé, nemlig at lade Björk lukke den store scene inden torsdag blev til fredag, blev vendt fuldstændig på hovedet. Pudsigt nok kan man ikke rigtig tillade sig at klandre hverken festival-bookerne eller hovedpersonen selv. Simpelt hen fordi Björk ikke bare kan ændre sætliste efter forholdene, dertil er hun for konceptuel en kunstner og for afhængig af teknologi..

Med til Roskilde bragte hun et musikalsk setup bestående af et brassband, trommer, en pianist og en hulens masse højteknologisk computergrej. Udtrykket mindede mere om moderne kompositionsmusik end om pop, rock, soul, punk, drumnbass og hvor den islandske furie ellers har bevæget sig hen rent musikalsk. Musikken var stille, afdæmpet og i dén grad fokuseret omkring rytmer frem for melodier. Hendes numre svævede så at sige frit i luften (hen over hovedet på folket) båret frem af knitrende lydbølger, som nok var betagende og stemningsfulde. Men også ufatteligt kedelige, faktisk fornærmende kedelige. Har man stået under et lysstofrør, som ikke er helt færdigt, men som heller ikke har kraft til andet end at blinke, kender man lyden.

Tusinder af især unge kvinder havde stået i kø i timer for at komme helt tæt på deres idol, og til at begynde med var pladsen foran Orange Scene pakket med skønsmæssigt 40.000 festivalgæster. De ville naturligvis se giraffen, og mon ikke hovedparten håbede på en af de her komplet uforudsigelige koncerter af mastehøj intensitet, som Björk tidligere har leveret indtil flere af på festivalen.

Men mange gik undervejs, rigtig mange endda. Hvilket var ganske forståeligt, for magien udeblev. Overtegnede var selv nødt til at gå en omgang rundt om den Orange Scene og den vejrknuste festivalplads for ikke at falde i søvn.

Bortset fra stemmen var der ikke meget, der indikerede, at en verdensstjerne var kommet til Midtsjælland. Som altid klagede Björk sin nød, albuerum til kvinden indeni, ligesom hun lyrisk set fløj af sted på skyer af kærlighed og drømme så voldsomme, som kun folk, der er vokset op i så barsk en natur, kan drømme. Den 41-årige sangerindes stemme er i klangmæssig henseende unik, og den skærer sig med nær kirurgisk nøjagtighed igennem marv og ben. På plade er det umuligt ikke at blive grebet af Björks næsten skrigerisk primale stemme. Live i Roskilde var det ikke anderledes. Man kan elske den til graven, eller man kan hade den som et skadedyr. Men man er nødt til at forholde sig til den. Denne aften var den på overarbejde, simpelt hen fordi den var nødt til at opveje de musikalske trakasserier.

Björk var iklædt endnu en i rækken af visuelle rædsler. En kropsnær heldragt i mørkeskriggrøn og udenpå en silkeagtig kjole, som rent inspirationsmæssigt så ud til at hente sine regnbuefarver fra en eller anden peruviansk bjergstamme. Dertil grønne alfesko, som hun tog af efter få minutter. Alt imens hun sansede rundt i Pippi Langstrømpe-spring og skabte sin helt egen fest, stod vi, masserne, og forsøgte at vugge til et eller andet sammenhængende beat. Mestendels sjoskede vi forgæves i vores overlevelsesunifomer af røjsere, regntøj, paraplyer og alskens innovative værn mod vorherres tårer. Som i takt med publikums udvanding omdannede den enorme festivalplads til én gigantsø af vand og mudder helt op i knæhøjde. Selv det udlagte træflis svømmede ovenpå vandmasserne.

Først under koncertens finale, de sidste tre numre specifikt, kom der gang i geledderne. Her omdannede Björk og hendes teknologiske lejesvende Roskilde til verdens største diskotek med dunkende, onde technorytmer. Havde Björk trumfet med bare to-tre syng-med-bare hits fra dengang, hun sætte en ære i at nærme sig en radiomelodi, kunne hun have forløst den foregående times krampetrækning og reddet en stor del af både egen ære og publikums aften.

Men det gjorde hun ikke, hun gik.