Beyoncés lillesøster hylder selvomsorg og afrohår

Det kan siges ganske kort: Yd dig lidt selvomsorg og forær dig selv Solange Knowles nye album . Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»At yde omsorg for mig selv er ikke selvforkælelse — det er selvopholdelse, og det er en politisk handling«, skrev den afroamerikanske forfatter og aktivist Audre Lorde i et ofte citeret essay fra 1988.

Med sit fantastiske tredje album, »A Seat at the Table«, har sangskriveren Solange Knowles – lillesøster til superstjernen Beyoncé – skabt en musikalsk pendant til Lordes ord. Det er soulet selvopholdelse med blød instrumentering og tekster, der udtrykker både vrede over racisme og stolthed over egen kulturarv.

Ligesom Beyoncé gjorde på dette års succesfulde »Lemonade«-album, samler Solange her de familiære, personlige og politiske historier, blandt andet på en række korte mellemspil med Solanges forældre samt hiphop-legenden Master P.

Faderen, Mathew Knowles, var en af de første afroamerikanske studerende ved de amerikanske uddannelsesinstitutioner. Han fortæller om dagen, hvor Ku Klux Klan-medlemmer smed dåser og råbte skældsord efter de nye studerende. »We lived in the threat of death every day,« siger Knowles.

Et halvt århundrede senere er Knowles’ ord stadig skræmmende aktuelle, som de mange af tidens (hvide) politidrab på afroamerikanere vidner om. Intet under at Solange har en del at være vred over på »Mad«. Men det er i blid falset, at Solange konfronterer omverdenens forsøg på at afskrive hendes vrede. »I said, »I’m tired of explaining:«/Man, this shit is draining.«

Jo mere kroppen er under angreb, jo mere selvomsorg er der brug for. På »Weary« er Knowles udmattet, men fast besluttet på at tage vare på sig selv og sin krop. Instrumenteringen understøtter den dæmpede stemning med musetrippende percussion og et varmt orgel, der flimrer svagt som stearinlys.

Flere numre fejrer den afroamerikanske kultur. Solange beskriver på »Don’t Touch My Hair« sin afro som en krone og et udtryk for sine følelser, mens den strålende ballade »Scales« med sangerinden Kelela hylder sorte mænd og kvinder som konger og dronninger.

På »Cranes in the Sky« står det dog klart, at vejen til selvomsorg ikke er ligetil. Sangerinden opremser sine fejlagtige forsøg på at kurere det udefinerbare problem, »it«: Overarbejde, overtræk på kontoen, søvn, sex, læsning. Intet virker. Sangens synthesizere er arrangeret i både sørgmodige, cellolignende stræk og perlende figurer. Tristessen er hele tiden afstemt af velbehaget, og »Cranes in the Sky« er et af de mest komplekse og harmoniske numre, Solange har begået til dato.

En stor cadeau til mixer Mikaelin Bluespruce, der skaber rum, så de enkelte elementer kan ånde. Sangerinden får også hjælp af et drømmehold af gæstevokalister, sangskrivere og producere som Lil Wayne, Raphael Saadiq og Outkast-medlem André 3000. At sidstnævnte kun bliver brugt som hypeman på den funky »Junie« er den eneste mikroskopiske anke, jeg har mod albummet.

»A Seat at the Table« lyder både blødt og skarpt, ømt og vredt, gennemarbejdet og uanstrengt, menneskeligt og majestætisk, og jeg kan kun anbefale, at du forærer dig selv Solanges nye klassiker.

Hvem: Solange
Hvad: »A Seat At The Table«, (Saint Records/Columbia)