Uden varsel udgav Kendrick Lamar sit tredje album, »To Pimp A Butterfly«, i marts 2015. Som flere kommentatorer nævnte, lavede den amerikanske rapper »en Beyoncé« – en manøvre, der indebærer pludseligt at udgive et album til det overrumplede publikum. Det var sådan, sangerinden selv udgav sit selvbetitlede album i 2013, og det er sådan, hun har udsendt sit sjette album, »Lemonade«, der landede på Tidal og HBO lørdag aften.
Ligesom forgængeren er »Lemonade« et »visuelt album«, men hvor »Beyoncé« bestod af sange med individuelle videoer, er billedsiden til »Lemonade« en helstøbt, timelang film. Det er historien om et ægtepars forhold, der trues af mandens utroskab.
I flere år har der cirkuleret rygter om Beyoncés ægtemand, rapperen Jay-Z, og hans påståede utroskab. Det ikke skortet med teorier om, hvorvidt Jay-Z virkelig er en bedrager, hvem (og hvor mange) han har haft sidespring med, og hvad det betyder for fremtiden for musikbranchens power couple. Om »Lemonade« er kunst, der imiterer livet, eller en velsmurt, udvidet PR-kampagne – eller begge dele – er i sidste ende underordnet.
Holder »Lemonade« som album og film? Dertil må jeg svare et rungende JA.
Beyoncé har muligvis ladet sig inspirere af Kendrick Lamar og hans »To Pimp A Butterfly«, der sømløst bevægede sig fra sang til sang via spoken word interludes. Sangerinden organiserer nemlig filmen gennem en række poetiske sekvenser, der stammer fra et digt af den engelsk-somaliske poet Warshan Sires, men er indtalt af Beyoncé. Hvor Lamar zoomer ind på sine personlige vanskeligheder og ud til især afro-amerikanske mænds sejre og udfordringer, er »Lemonade« – og især dets billedside – dedikeret til og befolket af sorte kvinder. Det er en fejring, der ikke ignorerer de udfordringer og uretfærdigheder, sorte kvinder stadig kæmper med.
Fyrig som aldrig før
På »Sorry« har Bey intet at undskylde for. En plastisk og besk synth svirper rundt, mens de tørre hi-hat og lilletromme smælder lige så insisterende som den twerkende tennisstjerne Serena Williams på billedsiden, der også viser kvinder i hvid ansigtsmaling i stil med det afrikanske Yoruba-folks Ori- tradition. Alle kvinderne sender fuck-fingre mod kameraet og de tåber, der vovede at lægge sig ud med dem.
Mindst ligeså er slagkraftig er »Don’t Hurt Yourself«-duetten med rockmusikeren Jack White. De funky, organiske trommer snubler næsten over sig selv, som var de også gennemsyret af Beyoncés uhæmmede vrede. En forvrænget effekt gør kun sangerindens rygradsrevnende råb og hånende fnys mere ærefrygtindgydende.
»Who the fuck do you think I am? / You will watch my fat ass twist, boy / As I bounce to the next dick, boy«, raser Beyoncé. Senere i filmversionen samples bidder af en tale af borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X, der kalder den afroamerikanske kvinde den mindst respekterede, men mest ubeskyttede og forsømte person i USA. Til sidst kyler Bey vielsesringen mod kameraet. Det personlige og politiske sammensluttes på effektiv vis.
Sammen med »Hold Up«, en dubbet, Diplo-produceret sag, der tager vuggende synths og klikkende klaves-lignende percussion i brug, udgør »Sorry« og »Don’t Hurt Yourself« albummets tidlige treenighed af kogende, medrivende galde.
En mat forsoning
Gradvist bevæger »Lemonade« sig mod tilgivelse af den utro ægtemand og forholdets heling. »Love Drought« er en udsøgt ballade, hvis tindrende keyboards og lyse, indtrængende vokaler skaber det første neddæmpede øjeblik siden den soulfyldte åbner »Pray You Catch Me«.
Ironisk nok er »genforeningsballaden« »Sandcastles« en af de mindst bevægende sange, og den filmiske version, hvori Jay-Z optræder, er så fuld af knugende blikke og fnugfri sweatere, at den snarere ligner en reklame for et vaskepulver eller impotens-middel. Heldigvis har man den opildnende »Freedom« til gode. Orglet blusser, og beatet hvirvler trommerne til march, mens Kendrick Lamars vers revser politiets racemæssige profilering.
Der skal nok blive skrevet mange artikler om, hvorvidt »Lemonade« er en fortælling om at tage det sure (titlens reference til citroner) med det søde i livet eller en gentagelse af stereotyper om (sorte) kvinders grænseløse styrke og omsorg. Som album og film er »Lemonade« det mest omhyggeligt sammensat, varierede og følelsesmæssigt komplekse produkt, Beyoncé hidtil har udgivet.
Hvem: Beyoncé. Hvad: Lemonade, Parkwood Entertainment.
