Det er lige før, at det bedste ved Jack Whites nye album er stilheden mellem numrene.
Allerede på albumcoveret går det helt galt. Og så er der teksterne: Tilfældige, ofte usammenhængende, men mest af alt bare latterlige. Sigende nok er hans mest indfølte vokal-performance på en sang, der handler om, hvor mega strengt det er, at vi mennesker holder hund. Når han synger om kærlighed, lyder det som et rumvæsens beskrivelse af et koncept, han har fået forklaret men aldrig selv har mærket.
Og nå ja, så forsøger han gudhjælpemig også at rappe undervejs. Så er du advaret.
Er der så slet ingen formildende omstændigheder? Kan så talentfuld en mand som Jack White - denne rockmusikkens løjerlige Willy Wonka - virkelig præstere noget så rædderligt? Ja, langt henad vejen. Selvfølgelig er der - isoleret set - øjeblikke, der kan noget hist og pist. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Jack White er en rygende dygtig musiker, der både som soloartist og i duoen The White Stripes har formået at sparke nyt liv og ekvilibristisk legesyge ind i fortidens musikalske arvegods.
Men på »Boarding House Reach«, hans første udspil siden 2014s glimrende »Lazaretto«, efterlades man med indtrykket af en mand, der er forsvundet så langt op i sin egen bagdel, at han totalt har mistet orienteringen. Det er teknik uden hjerte, musikalsk spøg og skæmt, tilfældige idéer og genrer kastet mod en væg i håb om, at noget af det sidder fast. Lyt bare til »Hypermisophoniac«, hvor irriterende salon-klaver støder frontalt sammen med enerverende bip-lyde, en sær digital hvæsen og et intetsigende omkvæd, der gentager linjen »Ain’t nowhere to run / when you’re robbing the bank« i de uendelige.
Hvad er meningen? Jeg tror ikke engang, at Jack White selv ved det.
»Ice Station Zebra« fortsætter i samme skizofrene rille omend i et endnu mere manisk leje: Mere salon-klaver, dobbelt-stortromme, hiphop-breaks, et smooth neo-soul-stykke og videre ud i en 70’er-funky clavinet-detour - hu hej vilde dyr og med en hysterisk Jack White bravado-rappende tåkrummende linjer som »If Joe Blow says, ‘Yo, you paint like Caravaggio’ / You respond, ‘No, that’s an insult, yo / I live in a vacuum, I ain’t copping no one.’«
Selvom han konstant forsøger sig med nye genre-gadekryds - oftest bare ved at tvinge umage størrelser sammen - glemmer han dog ikke at rocke ud på den elektriske guitar. Problemet er bare, at han sjældent lyder inspireret. »Over and Over and Over« lyder f.eks. som Rage Against The Machine tilsat robot-kvindekor og bongotrommer, og nej, det er ikke et eksempel til efterfølgelse.
Andre steder på f.eks. »Respect Commander« flyder rocken ud i rådvild jam uden mål eller mening eller det decideret bizarre på »Everything You’ve Ever Learned«, hvor vi igen mødes af blip-blop-lyde og en computerstemme, der byder velkommen, inden Jack White får et skrigende surt opstød: »Do you wanna learn? Then, shut up / Shut up / Shut up and learn!«
Det bedste, jeg kan sige om det her album, er, at der i hvert fald ikke findes andre magen til derude. Men det betyder ikke, at det er godt. Mest af alt er det bare virkelig anstrengende at lytte til. Det er ikke en eneste god sang eller mindeværdig melodi på pladen, og det er næsten den største synd. For han har jo tidligere vist på både »Blunderbuss« (2012) og »Lazaretto« (2014), at den kreative omgang med musik-traditionerne sagtens kan gå hånd i hånd med god sangskrivning.
I stedet får vi nu lyden af en musikalsk troldmand med helt frie hænder, ingen begrænsninger og - desværre - absolut intet på hjerte.
Jack White
»Boarding House Reach«
★★☆☆☆☆
XL Recordings
