Berlingske blogger live fra Grand Prix

Berlingske Tidendes rockredaktør Thomas Søie Hansen og modeskribent Sarah Skarum blogger live og kontant fra Melodi Grand Prix-semifinalerne og finalen i Oslo.

Tomas N'Evergreen og Christina Chanée, vindere af det danske melodi grand prix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

Det er ikke selvtillid, der mangler hos de danske deltagere ved årets Eurovision Song Contest. Duoen Chanée og N’evergreen har allerede været på plads i Oslo til prøver i mere end en uge. Og på torsdag skal deres popbidrag »In A Moment Like This« stå sin første store prøve.

Det sker når DR1 kl. 21.00 stiller direkte om til Telenor Arena i Oslo og den sidste semifinale løber af stablen. På forhånd er fem af de i alt 39 nationer direkte kvalificeret til finalen. Men inden da skal de resterende 34 nationer igennem et udskilningsløb, hvor de ti bedste fra hver semifinale går videre til lørdagens finale. Den første semifinale sendes i aften ligeledes kl. 21.00 på DR1.

Berlingske Tidende er naturligvis på under hele Grand Prix-ugen. På www.berlingske.dk vil Berlingskes musikredaktør Thomas Søie Hansen og modeskribent Sarah Skarum blogge live under begge semifinaler og under finalen.

Her vil deltagernes musikalske kvaliteter blive vendt og vejet: synges der falsk, er melodien stjålet fra et hemmeligt sted i pophistorien, hvor mange penge er der i en sejr, falder værterne igennem og hvad med kjolerne? Der er ingen hellige køer, kun den dybeste respekt for den folkebegivenhed, Eurovision Song Contest er. Undervejs kan læserne debattere med, stille spørgsmål, revse og rose penneføreren og i det hele taget give deres meninger til kende.