Benal deler eksistentielle punchlines ud på nyt mesterværk

Den danske hip-hop duo får hjælp af popdronningerne Medina og Marie Key på »Hvis Det Virkelig Er Vigtig«.

Den danske hip-hop duo Benal består af rapperen Benjamin (til venstre) og produceren Albert (til højre). Fold sammen
Læs mere

Det kribler i mig for at citere linjer fra »Hvis Det Virkelig Er Vigtig«, det andet album fra den danske hip-hop duo Benal. For når Benjamin Hav rapper, står der eksistentielle punchlines i kø. »Du klær' dig ligesom Alexander, bare dobbelt så Wang. Tog din' solbriller af og sagde, Hvad fuck ka' du bring?«, spørger Hav på den syrede »Baby Lorenzo«.

Der er aldrig langt mellem grinet og grimassen, eller mellem de tunge beats og duppende synths fra producerhalvdelen Albert Wanscher. Numrene er poetiske følelsessmoothies snarere end lineære fortællinger, men det umiddelbare findes også hos Benal. Medina synger om hellere at ville »være ked af det end at kede sig« over titelnummerets glitter-golde house, og Hav leverer »Uh Babe«s fængende omkvæd med vuggesangssødme.

Der er nok at nørde over i produktionerne, fra de snurrende torpedo-synths på »Hele Tiden« med Orgi-E til en sælsomt vokalmanipuleret Marie Key på »Hvad Nu«. Der er god chance for, at Benal vil få dig til danse, tænke, grine, græde eller det hele på samme tid.

Hvem: Benal
Hvad: »Hvis Det Virkelig Er Vigtig«, Sony Music Denmark.