På samme måde som trækfugle må rejse for at finde de rette himmelstrøg og det rette klima, så har det været mange jazzmusikeres lod at føre en slags nomadetilværelse for at klare dagen og vejen. Her handler det om musikere, der hverken har kunnet eller villet slippe deres kunst eller deres identitet .
To markante eksempler er den danske tenorsaxofonist Bent Jædig og hans amerikanske instrumentkollega Ben Webster. Sidstnævnte, som til trods for sin status som en af jazzens enere og stilskabere, havde så vanskeligt ved at finde arbejde i USA, at han i 1964 forlod sit land for stedse.
Året efter kom han til København, hvor han fra 1969 og frem til sin død i 1973 havde fast bopæl. Herfra kunne han tage afstikkere, og i 1970 var han i Norge, hvor han på studenterklubben Pub i Trondheim optrådte med sin norske favoritpianist, Tore Sandnæs, og et par lokale musikere, bassisten Bjørn Alterhaug og trommeslageren Kjell Johansen.
Det er absolut glimrende musikere, der giver tenorsaxofonisten et godt med- og modspil, men optagelsens kvalitet bevirker, at Ben Webster forbliver albummets hovedperson.
Det er der dog ikke grund til at beklage, for tenorsaxofonisten er i ganske god form. Han tager ikke de store chancer, men bevæger sig i sit faste repertoire – altså en blanding af rå uptempo-numre som »Sunday«, »Perdido« og »Cotton Tail« og bløde ballader som »Stardust« og »Danny Boy«. Det er altså den ægte Ben Webster, hvor det brutale og det blide alternerer – og balancerer.
Jædig i uomtvistelig storform
Året før var Bent Jædig vendt hjem til Danmark efter mange års »landflygtighed« ude i Europa, hvor han med ligesindede havde dyrket det, han ville, altså den uforfalskede bebopmusik. Han markerede denne sin hjemkomst med nogle aftener i Jazzhus Montmartre, hvor han fastslog, at en dansker sagtens kunne måle sig med den stjerneparade af amerikanske musikere, som havde skabt klubbens renommé.
I Montmartre bliver Bent Jædig ledsaget af jazzhusets to veteraner, den amerikanske pianist Kenny Drew og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, samt af den i dag knap så kendte amerikanske trommeslager J.C. Moses. Og selv om Bent Jædig som musiker stort set altid var i topform, så er han ved denne lejlighed så uomtvisteligt i topform.Det er jazzklubjazz, og man fornemmer stemningen i lokalet. Der er entusiasme, men ikke alle er lige lydhøre, og der snakkes livligt i saxofon-introduktionen til »What’s New«, i øvrigt pladens eneste ballade, som dog hurtigt bliver kørt op i dobbelt tempo. Ja, i det hele taget er der bare kul på repertoiret og afviklingen af samme. Alle musikere yder fornemme præstationer, og Kenny Drew tager sig tydeligvis sammen for at vise at en amerikaner ikke må stå i skyggen af en dansker.
Ikke desto mindre bliver det sådan, for Bent Jædig er bare aftenens dagsordensætter, som med en massiv tone og en ofte voldsom volumen samt en uophørlig energi og kreativitet bare lader sit horn fortællle den ene gode historie efter den anden.
Alle fire musikere på dette musikalske topmøde har siden har forladt denne verden. Men musikken lever.
Fire stjerner
Hvem: Ben Webster.
Hvad: »In Norway«. Storyville Records.
Fem stjerner
Hvem: Bent Jædig
Hvad: »Bent Jædig Was Here«. »Live At Montmartre 1969«. Stunt Records.
