»Don’t believe the hype« sang hiphop-legenderne Public Enemy. Og der kan være noget om det. For vi lever i en tid, hvor termer som »genialt« og »mesterligt« kastes efter snart sagt alle, som udviser bare den mindste musikalske kunnen, der ligger ud over det gennemsnitlige. Til eksempel er X Factor-dommerne Blachman, Lina og Remee storslemme til at strø uforbeholdne roser efter showets unge deltagere.
Vær dog varsomme med komplimenterne! Kaster man ustandselig sådanne i grams, er der fare for, at ordene mister al værdi og ender som tomme floskler.
Da 17-årige Laura Marling i 2007 lagde et par sange op på sin Myspace-profil, var den britiske musikpresse heller ikke sen til at lade hypekanonen med det tunge artilleri for derefter at fyre de helt store lovprisninger efter den unge brite.
Tilsidesatte man mediehysteriet og lyttede mere koncentreret til musikken, var det imidlertid evident, at her vitterlig var tale om et særegent tilfælde, hvor det musikalske talent var af en særlig karakter. Den purunge singer-songwriters sagte Joni Mitchellsk-klingende folkpop var nemlig gjort af et stof, som fik én til at tabe underkæben på bordet af ren og skær beundring. Så ferm sangskrivning er ualmindelig sjældent hørt fra så ung en persons hånd.
Kanterne er skarpere
Heldigvis er Marling kun blevet et mere inciterende bekendtskab hen over de fem album, som den nu 25-årige sangerinde har udgivet siden.
Det går kun fremad, og nærværende udspil er dermed karrierens foreløbige zenit.
Her er meget af forgængernes naivitet og pænhed kasseret. Kanterne er skarpere, grundstemningen overordnet mere knugende, og det lidt mere omskiftelige temperament klæder unægtelig musikken.
Sangerinden veksler sikkert mellem intim sårbarhed og ekspressiv råhed på veldrejede skæringer som den desperationsdrevne storbyfortælling »False Hope«, den Dylan-coole blues-rablende »Strange«, det resignerede og skrøbelige titelnummer samt den nænsomt celloindsvøbte afslutter, »Worship Me«.
»Short Movie« er overordnet rigtig glimrende. Men når det er sagt, så har den lille musikalske »kortfilm« bestemt også sine mindre ophidsende øjeblikke. Navnlig fremstår en række af numrene omkring albummets midte, heriblandt »Easy« og »Divine«, lidt anonyme og overflødige. Men vi taler dog om beskedne ridser i lakken.
Det er de færreste forundt at være fuldt afrundede kunstnere som blot 25-årige – det er Marling heller ikke. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men man føler, at hun i fremtiden kan præstere endnu stærkere. Derfor lader det til, at Public Enemys udsagn indtil videre godt kan ryge og rejse.
Hvem: Laura Marling .
Hvad: »Short Movie«, Virgin.
