Begyndelsen på en ny historie

Mew tog ud for at erobre verden og kom hjem en mand mindre. Og det er ikke det eneste, der har ændret sig for Danmarks måske bedste band.

Mew anno 2009: Fra venstre er det Silas Graae Utke Jørgensen (trommer), Bo Madsen (guitar) og Jonas Bjerre (sang/guitar). Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

- Man skal stå tidligt op, og mentalt er det meget anderledes. Men det er rart at komme tilbage og få sig et hjem, konstaterer guitarist Bo Madsen og kigger ud af vinduet på det regnvåde Vesterbro.

Men han vil helst gemme snakken om familieliv, huskøb og at Mew har skiftet rocklivet i London og landevejene ud med noget, der ligner småbørnsfamilie og 9-17-musiker, til båndoptageren er gemt væk.

I stedet kaster han sig over tilblivelsen af bandets seneste plade »No more stories ...«, reduceringen fra fire til tre medlemmer, hjemkomsten fra London og de seneste 15 års bandhistorie.

Et lille eventyr, der begynder i 1995, da Jonas Bjerre, Bo Madsen, Silas Graae og Johan Wohlert danner Mew som teenagere i Hellerup, udgiver to lettere oversete, men anmelderroste plader med begavet og kunstnerisk forsvarlig popmusik og skriver international kontrakt med Sony Epic. De flytter til London, laver to internationale albums, hvorefter barndomsvennen og bassisten Johan Wohlert forlader bandet for at hellige sig samlivet og karrieren med kæresten Pernille Rosendahl og det fælles projekt The Storm.

Det er tre år siden, hvilket logisk nok gør »No more stories ...« til den første plade uden bassist og et markant bandmedlem.

International kontrakt
Senest er det unge Oh Land, som har skrevet international kontrakt med amerikanske Sony Music, og før hende har navne som Alphabeat, Junior Senior og The Raveonettes skabt overskrifter, da de skrev kontrakt med udlandske pladeselskaber.

Men det var Mew, der gjorde snakken om dansk musik-eksport til andet end Aqua og Cartoons, da de med begejstrede danske fans og anmeldere i ryggen fik den danske pladebranche til at spærre øjnene op, da de skrev millionkontrakt med Sony Epic og flyttede til London for at have daglig kontakt til management og pladeselskab.

Dengang var overtegnede på besøg i London og sov på stuegulvet i bandets beskedne to-værelses lejlighed med Ikea-køjesenge og teaktræsmøbler. Og var også på besøg da de senere blev opgraderet til lidt mere mondæne rammer i to byhuse i Nordlondon.

Men selv om pladeselskabet var gavmildt og troede på projektet, voksede træerne ikke ind i himlen. Både band og selskab var ganske klar over, at Mews karriere skulle bygges stille og roligt op, og at salgstal i millionklassen lå uden for rækkevidde. I stedet arbejdede man ud fra devisen, at man hellere ville bruge penge på masser af studietid med branchens bedste producere end på limousiner og business class.

Og tingene voksede for Mew, der til fulde levede op til de kunstneriske forventninger med deres plader og koncerter. Men det kæmpemæssige internationale gennembrud blev det ikke til.

»Da vi i sin tid flyttede til England var det for at sikre, at vores karriere fik de bedste betingelser. Senere skete der det, at Rob Stringer, som havde skrevet kontrakt med os i England, blev chef for Sony i USA, og han tog vores kontrakt med sig. Så kunne vi være flyttet til New York, men der var på det tidspunkt opstået en længsel efter at høre til et sted,« fortæller Bo Madsen:

»For mit eget vedkommende handlede det om at vende hjem til de gader og steder, som har præget mig. Så det var en rar hjemkomst, selv om det ikke er uden problemer at komme hjem, når man har flakket så meget rundt i verden. Det tager tid at falde til ro, og selv det kendte føles nyt, når man har været væk. London er en stor by, og man er mere anonym.«

Uden bassist
»No more stories ...«, er blevet til over en lang periode. Bandet har bl.a. været fire måneder i New York for at indspille sammen med produceren Rich Costey, der også producerede »Frengers«. Men bandet har skullet vænne sig til at arbejde uden bassisten Johan Wohlert.

»De første gange hvor vi samlede os i et lokale med instrumenter efter at Johan var trådt ud af orkestret, var det en markant anderledes oplevelse. Skræmmende på nogle måder, fordi vi pludselig stod uden en vigtig musikalsk del. Vi følte os mere nøgne. Det har tvunget os til at søge nyt terræn og genopfinde os selv og vores måde at arbejde sammen på,« siger Bo Madsen om Johan Wohlerts exit fra bandet.

»Selvfølgelig opstod der også et socialt fravær, men det var o.k. på mange måder, fordi der var behov for en ændring. Man kan ikke leve som teenagere hele livet, og Johan forlod bandet på et meget naturligt tidspunkt, fordi vi personligt bevægede os ind i en ny fase i tilværelsen, hvor vi stoppede med at bo sammen i London og flyttede tilbage til København,« siger han.

»Der er kommet mere plads socialt og musikalsk, og det har rykket ved nogle rollefordelinger. Det havde nok krævet en del overtalelse at få Johan med på de mere funky elementer. Men vi havde brug for, at der skulle ske en stor ændring. Vi havde afsøgt det område, som den sidste plade dækkede, og vi havde taget det meget storladne og rockede til et klimaks, hvor det var lige ved at vælte. Derfor var det vigtigt at åbne sig for nye inspirationskilder. Jeg er heldig at spille sammen med Jonas og Silas, som jeg beundrer musikalsk. De søger begge to at skabe noget nyt og afsøge nyt terræn. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have lyst til at gøre det med nogen andre, for det er så unik en ting, vi har skabt sammen,« siger Bo Madsen og svarer samtidig på, hvorfor det ikke har været på tale at få en ny fast bassist med i bandet.

»Det vi laver sammen er så indforstået, og det ville være et stort arbejde at sætte en ny person ind i det. Det som måske kunne ske var, at vi fandt en ny person, som kunne bidrage til bandet med sin egen unikke vision, så det ville det være en berigelse af orkesteret. Men finder man den forkerte, kan det være enden på det hele. Det skal føles meget rigtigt, for det er en sårbar proces.«

Levede hele udlandseventyret op til jeres forventninger?

»Jeg kan ikke se, at vores musik skulle være begrænset til noget bestemt kontinent eller folkefærd. Når jeg ser på det musikalske landskab, synes jeg, at vi fuldt ud kan leve op til selv de mest succesfulde bands. Men vi er først i gang med at skrive vores historie nu, og vi er endnu ikke nået til epilogen. På mange måder har vi opnået mere, end vi havde drømt om, og jeg er stadigvæk sikker på, at de plader, vi tryller frem, har meget at byde på. Selv om det ikke er helt sandt, at de bliver tryllet frem.«