Befriet for tom rutine

Hvorfor er det lige, at denne CD er så fantastisk god?

Foto: Scanpix

Det er ikke fordi, den præges af overbudspolitik med hensyn til virtuositet, eller fordi den stilistisk er totalt banebrydende. Tværtimod. Altsaxofonisten Karsten Vogel har jo været på banen i mere end 50 år, og han er fortsat aktiv med sine legendariske fusionsgrupper, Burnin Red Ivanhose og Secret Oyster. Og her er han så vendt tilbage til sin tidligste inspiration, den store bebop-mester Charlie Parker, og i vidt omfang til balladespillets ædle kunst. Tre garvede jazzrotter, pianisten Ole Matthiessen, bassisten Henrik Dhyrbye og trommeslageren Ole Streenberg, hviler helt i sig selv og ledsager med rette indlevelse. Og med sin karakteristiske vibrerende tone fortæller Karsten Vogel så den ene gode historie efter den anden. Til trods for de mange år på banen er der intet, der bærer præg af tom rutine. I Karsten Vogels fortolkning af de gamle sange fornemmer man hele tiden en lille kamp med at søge og finde og give de rette musikalske pointer. Og de kommer - uophørligt og fascinerende.