Kunstnere kan ikke undslippe historien. De er en del af den, og en forfatter, maler eller instruktør vil altid repræsentere sin tid. Om han eller hun vil det eller ej.
De fleste er sikkert bevidste om det i en eller anden grad. Om at de står på skuldrene af andre. Eller forsøger at hoppe af og stikke knive i traditionens ryg. Faderkærlighed eller fadermord, for nu at sige det helt kort.
Hvilken af de to kategorier, Beck hører til i, er svært at sige. Men han er, dømt på sine 12 albummer, en af de mest traditionsbevidste sangskrivere, den rytmiske musik har fostret. Ikke forstået sådan, at han blot reproducerer gamle musikalske udtryk, men snarere på den måde at han på postmoderne vis dekonstruerer dem eller på anden vis indgyder dem nyt liv.
Som på et af hans fineste album, »One Foot In The Grave«, der lyder som autentisk folk, men samtidig har en meget u-folket tunge i kinden. Eller »Mellow Gold«, der blev hans store gennembrud i kraft af hittet »Loser«, som med ét gjorde ham til en vinder, og hvor folken bliver drejet ind i rock, rap og psykedelia i løse sangskabeloner, som var i samklang med tidens slacker-kultur og hele den ironi og desorientering, Douglas Coupland formidlede i de tidlige 1990eres store roman, »Generation X«.
Det veloplagte blend af musikkens undergenrer er også tydelig på udspil som »Odelay« og »Midnite Vultures«, og Beck har ad dén vej skabt sin egen plads i ikke bare samtiden, men også i musikhistorien. Og det har hele tiden været imponerende at følge, omend den store leg med traditionen også har ført en vis distance med sig. Beck har med andre ord indimellem været mere beundringsværdig end egentlig vedkommende. Hvilket jo også kan være fint nok.
På »Sea Change« fra 2002 er han imidlertid både beundringsværdig og traditionsbevidst – med hilsener til Bernard Herrmans »Taxi Driver«-soundtrack – men også dybt vedkommende. Dengang albummet udkom, var det åbenlyst, at den postmoderne Aladdin var blevet mindre legesyg, og sangsamlingen blev kaldt hans »Blood On The Tracks«, med henvisning til Bob Dylans store, blodige breakup-album fra 1975. Teksterne er da også fulde af sorg og en smerte, han siden har forklaret hang sammen med bruddet med hans kæreste, stylisten Leigh Limon.
Nu, 12 år efter karrierens hovedværk, er Beck tilbage med »Morning Phase«, der er smuk og interessant på så mange måder. Ikke mindst fordi Beck ikke så meget forholder sig til musikhistoriens store bog som til det kapitel, han selv skrev med »Sea Change«. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, efter at have været i selskab med de 13 sange, der også er blevet til med assistance fra flere af de musikere, som gjorde sig gældende dengang – deriblandt far David Campbell.
Alene åbningen, den korte og med ét afklippede vignet »Cycle«, trækker med sine smukke strygere minderne mod det gamle album, ligesom den efterfølgende og undersmukke »Morning«, der helt åbenlyst er en spejling af »The Golden Age« med westernguitar, lyse klokketoner og et let resigneret, morfinblødt temperament.
»Can we start all over again,« synger Beck her og lyder, som om han godt ved, det ikke er muligt. Evigt ejes kun det tabte, og morgenen – den ny begyndelses evige billede – synes kun at være en smertelig påmindelse om dette.
Lige så stærk er den efterfølgende »Heart Is A Drum« med sin fyldige, fingerspillede guitar, dårende dejlige melodi og de skønne, meget Beckske harmonier. »The heart is a drum/keeping time with everyone,« lyder det derinde, men hvor »Sea Change« var insisterende i sit tungsind, er flere af de nye sange farvet af optimisme. Måske ikke i versene, men så i melodierne og arrangementerne, der i »Heart Is A Drum« eksempelvis søger fremad og opad mod en lysere, skønhedssøgende finale.
Dén fornemmelse forstærkes kun af de kongeniale produktioner, som på samme tid er tætte og lette og lægger instrumenterne og de slanke, suverænt svungne melodier nøgne frem for lytteren. Men højdepunkter er der faktisk ikke på albummet, for alle numre er på samme svimlende niveau. Skal enkelte numre alligevel nævnes, kunne det være den smukt lettende »Blue Moon«, den poplette »Blackbird Chain«, den korte, sublime »Phase«, den countrysmægtende »Country Down« eller »Wave«, hvis strygere bevæger sig, ikke som en bølge, men som en monumental gletsjer.
»Isolation, isolation,« synger Beck i sidstnævnte, hvor håbet og optimismen som nævnt ikke ligger i ordene, men i tonerne og forløbene. For hvorfor skabe skønhed, hvis ikke der er noget eller nogen at skabe skønheden for? Svaret er måske ikke så ligetil, men det er vurderingen af »Morning Phase«, der – hold nu fast – er et endnu bedre udspil end »Sea Change«. Smukkere, klogere, tættere lastet med stærke sange. Ja, den panderynkede Aladdin er stadig den allersmukkeste Aladdin.
Hvem: Beck
Hvad: »Morning Phase«, Universal
Hvornår: Udkommer mandag
