De klareste musikalske links er til den helt bløde side hos The Beatles. Sangene bæres af Simon Lecs meget bløde og imødekommende vokal, som på intet tidspunkt afviger fra at være venligheden selv. Således er også musikken arrangeret. Det er pænt og pussenusseligt, men det fungerer ved de første gennemlytninger. Senere bliver det mere kedeligt, og man savner noget nerve, noget vildskab. Når Lec en sjælden gang springer ud i en form for drama som på»Ticking All Day«, sker det desværre i et stinker-nummer, som derfor ikke ændrer på indtrykket af en so-so skive, der balancerer på grænsen til at være storgabende kedelig.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
