At bære det ubærlige

Det første soloalbum fra Saybia-forsanger Søren Huss, der mistede sin elskede i en trafikulykke, er et af de smukkeste og mest sorgfulde udspil i mands minde.

Søren Huss er stemmen i engelsksprogede Saybia, men synger på dansk på sit første, aldeles uafrystelige soloalbum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anton Corbijn
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mor og et barn i et fodgængerfelt. En lastbil i et højres­ving. En verden som på et sekund styrter i grus, bliver til buldermørke, til død.

Det ubegribelige skete for Søren Huss den 17. december 2007, da hans kæreste blev kørt ihjel og deres datter sendt i koma. Selv var han i Stockholm med Saybia, da tragedien indtraf, og rejsen tilbage til Rigshospitalet må have været ubegribelig lang og fremtiden forskanset bag smerte og sorg.

Men tiden går videre. Om man er klar til det eller ej. Også for Huss, der allerede på hospitalet begyndte at spille på et gammelt klaver. Musik var jo hans sprog, hans måde at forløse følelser på. Derfor er det heller ikke overraskende, at han i dag udsender et helt album med sange, som kredser om døden, tragedien og taknemmeligheden over, at datteren i dag er rask og rørig.

Men at »Troen & Ingen« ville blive bevægende og smuk, dét havde ingen med nogen rimelighed kunnet forvente. Og mellem det første og sidste nummer favnes et helt kærlighedsforhold - fra den første hilsen til den sidste afsked.

I åbneren »Som Mejslet I Massiv Granit« synger han således om mødet med sin elskede. Om hvordan »Alt i mig vil med dig/jeg vil med, tag mig med/lad os danse igennem livet.« Og i lukkeren om, hvordan han »står ved døren med mit navn/ånd i ånd og kigger op/ser forbi stråleglansen/hvisker Tak for dansen.«

Op fra papiret

Mellem indledningen og afslutningen, der leder tankerne mod såvel Sebastian som Grundtvig, synger Huss sig gennem sine tanker og følelser, og stedvist lyser sætninger op med en stor kraft.

Som når han skriver om »et loft med støvede kasser/fyldt med farvestrålende tøj« og på den måde - med bare ni ord - får fortalt et liv, der er gået fra glæde til sorg. Eller når dødsdriften toner frem, og han skriver »Sikke en smuk fodgængerovergang/jeg tror jeg lægger mig på tværs/og venter på, at den helt rigtige/glemmer at stoppe op«.

Som det sidste citat antyder, er Huss ikke altid nogen lyrisk elegantier, men det gør ham blot endnu mere menneskelig - og albummet endnu mere bevægende.

Dertil kommer hans stilfærdige og sorgfarvede stemmebånd, der løfter ordene op fra papiret, ind i ørerne, ud i kroppen, og gør det i fællesskab med fine, fine melodier, som bæres frem af piano, guitar og strygere i afdæmpede, organiske og 1970erklingende arrangementer.

Gaven i gruen

Sammen skaber ordene, stemmen og instrumenterne et udtryk, som nok er dybt personligt, men aldrig intimiderende. At lytte til »Troen & Ingen« er ikke som at blive taget som gidsel af en anden mands sorg, men føles som en gave. Som et gavmildt tilbud om indsigt i kunsten at bære det ubærlige - og om hvordan lykken lyser endnu klarere i en verden af ulykke.

»Mørket der gir glæden dybde«. Det hedder en glemt digtsamling af Märta Tikkanen, og præcis sådan føles det, da »Jeg Finder Vej« melder sig på »Troen & Ingen«. En vindunderlig hyldest til datteren og hendes »stille »Hej««, der »bliver til en ubrudt talestrøms motorvej/om smukke prinsesser i kjoler lavet af guld/jeg smelter i stilhed, slipper forstanden/dybt i dine blå, blå øjne.«

Huss har tabt så frygtelig meget, men har hende. Gudskelov. Og har desuden vundet en ny kunstnerisk kraft. Det sidste er en ringe trøst for ham. Naturligvis. Men albummet en uafrystelig oplevelse for alle os andre. Ude på den anden side af højttalerne.