Britisk musikpresse har en lang tradition for at løfte bands så højt op, at de knap kan trække vejret. Og den tur har både skotske Glasvegas og engelske Babyshambles været på. For sidstnævnte dog mest i kraft af frontmand Pete Doherty, der udover at have været den ene af to fortrinlige sangskrivere i slingrerockbandet The Libertines også har budt på stofmisbrug og glitter med sit forhold til Kate Moss.

Udover at have været gennem hypemaskinen er både Babyshambles og Glasvegas præget af vokaler med stærkt regionalt præg. Ikke noget renset engelsk her, sådan som det oftest er tilfældet i rock, men masser af karakter.

Hos Glasvegas er det stærke glasgowske islæt desværre også den eneste formildende omstændighed. Frontmand James Allan har sagt, at albummet handler om, hvordan han har følt sig »temmelig hjælpeløs.« Og det kan jo være godt brændstof, men er det ikke på »Later ... When The TV Turns To Static«, som er det tredje udspil fra kvartetten. Problemet er blot, at Allan ikke har evnen eller overskuddet til at forandre de mørke følelser til andet end flæben og selvmedlidenhed. Som i den stygge, klaverbårne »Choices«, hvor han synger »I don’t want to die but I don’t want to live« og leverer ordene på en måde, som sikkert skal lyde følsom, blottet, men bare er ulidelig.

Musikalsk er Glasvegas også enten løbet tør eller på vildspor. Deres tidligere force, det dramatiske, himmelstræbende forløb er væk, eller også falder de til jorden med et patostungt brag. Som i den skamløst prætentiøse »All I Want Is My Baby«, der desværre er sigende for de fleste numre på et album, der havde tjent Glasvegas bedst ved at blive i studieskuffen.

Søvngængersikker charme

Så er der anderledes liv og kraft i Babyshambles, der tidligere var et sideprojekt for Pete Doherty. Men da The Libertines, som har begået nogle af nyere tids bedste rocksange, gik i sig selv, ja, så er solokarrieren og Babyshambles blevet dér, hvor han har sit fokus. Eller hvad man nu kan kalde det, når man har med en kaotisk kunstner som Doherty at gøre.

Det er da også seks år siden, Babyshambles sidst udgav et regulært album, men det har været ventetiden værd, for »Sequel To The Prequel« er langt hen ad vejen en rigt varieret, melodistærk og smittende affære, som kickstartes med »Fireman«. 1 minut og 30 sekunders intens rock med Dohertys berusende – og sikkert også berusede – stemme på en foroverbøjet melodi og mellem energiske trommer og rivende guitarer.

Derefter følger den ringlende, tilstræbt naive og aldeles vidunderlige »Nothing Comes To Nothing« og siden løber albummet videre ind i en virkelig veloplagt leg med stemningslejer: Fra det tilbagelænede, over det regulært rockende til hilsener til ikke mindst Bob Dylan. Som i »New Pair« eller endnu tydeligere i »Fall From Grace«, hvor guitarlinjen vækker minder om 1966-esset »I Want You«.

Alt sammen centreret om Dohertys stemme og lagt i en varm, fyldig produktion. Men selvom bandet – og måske særligt Doherty – gør en dyd ud af at virke ufokuseret, så er det et ganske stramt album, der er den bedste nyhed fra frontmanden længe. Og hans skønne linje »Penguins are great« er vel heller aldrig før hørt i rockhistorien? Vellykket er albummet i hvert fald. I modsætning til Glasvegas’ på alle måder sørgelige treer.

1 stjerne:
Hvem: Glasvegas
Hvad: »Later ... When The TV Turns To Static«, Go Wow/BMG.

4 stjerner:
Hvem: Babyshambles
Hvad: »Sequel To The Prequel«, Parlophone.

Lyt til Glasvegas her:

  
Lyt til Babyshambles her: 

  .