Baby Woodrose rocker sig ud af hamsterhjulet

Lorenzo Woodrose garagerocker råt om at undslippe det 21. århundredes sindelagskontrol på det nye album, »Freedom«.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

»I don’t believe in the concept of reality« synger Lorenzo Woodrose (også kendt som Uffe »Guf« Lorenzen) på åbningsnummeret »Reality« fra Baby Woodroses syvende album, »Freedom« – en sigende albumtitel. Albummet kredser tematisk om frihedstrang og om at undslippe det moderne overvågningssamfunds manipulerende sindelagskontrol. Om at give slip og træde ud af det spinnende hamsterhjul.

Lidt af en mærkesag for outsideren Lorenzo, som også slår sine folder i flipper-orkesteret Spids Nøgenhat. Tematikken tilfører det veloplagte og råt rockende udspil en klaustrofobisk og paranoid tone, som eksekveres sikkert og fængende på sange som den grumsede »21st Century Slave«, den rivske »Mind Control Machine« og ikke mindst det afsluttende otte minutter lange psykedeliske freak out »Termination«.

På trods af at Lorenzo higer efter fortiden, er det svært ikke at give efter for den veldrejede retrorockeskapisme, han trakterer med på »Freedom«.

Hvad: Baby Woodrose Freedom. Hvem: Bad Afro Records.