Avicii er den elektroniske dansemusiks letøl

Den svenske DJ og producers andet album er ikke soundtracket til at kaste med knæklys og lagkager eller at trampe til morgenstunden. »Stories« er blot en ligegyldig light udgave af EDM.

Den svenske DJ og producer optrådte ved Sziget musikfestivalen i Budapest tidligere i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTILA KISBENEDEK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om det er Skrillex’ skrattende dub-step synths, Steve Aokis forkærlighed for at klatte lagkager i hovedet på sit publikum eller de ravende (potentielt påvirkede) fans på festivaller som Sensation og Electric Daisy Carnival, så har EDM-genren på godt og ondt et ry for at kunne få folk til at gå amok.

Derfor er det også påfaldende, at en af EDM-genrens største navne, den svenske DJ og producer Avicii, har begået et så tamt album som »Stories«. Jeg kan ikke forestille mig at kaste med knæklys eller trampe mine sneakers ud til Tim Berglings andet album.

Så kan man indvende, at »Stories« slet ikke bør ses som et EDM-album, at Avicii er EDMs svar på Bud Light, en fortyndet udgave af den ægte sag. Kald det EDM, dance, pop – det er tandløst lige meget hvilke genrer albummet tilhører.

Selvom Avicii allerede har krydset mellem den elektroniske musik og country’en – på blandt andet »Hey Brother« fra 2013 – er hittet »Broken Arrows« med gæstevokalisten Zac Brown (fra gruppen Zac Brown Band) et af lyspunkterne på »Stories«. Man kunne let forestille sig banjoer i stedet for Aviciis livligt trillende synths. Det er med andre ord en melodi, der passer til country-udtrykket og lykkes med at invitere til lige dele æbleplukning og hoedown-dans.

Men så snart tempoet sættes ned, som »Ten More Days«, fortager de friske indskud fra country- og folk genrerne sig hurtigt.

Kun en snert af personlighed

Ligeså udløser det ikke overbevisende resultater når Bergling skruer ned for effekterne som på »For A Better Day«, der i kontrast til for eksempel »Broken Arrows«, besidder en relativ spartansk produktion med et rudimentært 4/4 beat og en houset klaver-rundgang. Desværre er »For A Better Day« også skuret for følelse og vokalisten Alex Ebert kan ikke redde nummeret fra dets uinspirerede produktion.

Måske mest formålsløs er »Sunset Jesus«, hvis vers lægger sig tæt op af Busteds »Year 3000« mens omkvædets klaver lyder lidt for meget som en speedet-up version af refrainet på Kanye West og Chris Martins »Homecoming«. På »Somewhere In Stockholm« leverer Avicii selv vokalen uden kraft men med tyk, svensk accent og man forstår hvorfor produceren på resten af albummet hyrer arbejdskraft udefra.

Det er samtidig det eneste nummer, der synes at fortælle noget om skaberen bag. »That’s me right there on the corner, listening to Wu in my Walkman«, synger Bergling i begyndelsen.

Selv om billedet af en genert, hip-hop-elskende superproducer in spe måske ikke er det mest besnærende man kan forestille sig, er det dog et forsøg på karakteristik. Senere tager Avicii det svenske (og skandinaviske?) folks ry for at være reserverede og går planken ud: »I’m from a place where we never openly show our emotions / We drown our sorrows in bottemless bottles«.

Trods disse glimt af personlighed, er »Stories« nok et af de mest ligegyldige album jeg længe har hørt. Faktisk så ligegyldigt, at jeg ikke engang kan mønstre harme over de farveløse produktioner og forudsigelige melodier. Så snart albummet slutter, fordufter det fra min hukommelse. Holdbarhed skal man ikke komme efter her.

Hvem: Avicii.

Hvad: »Stories«, Universal.