Det mest overraskende ville have været 8-10 numre, som alle lagde sig i den klassiske rockskabelon. Vers, omkvæd, vers, og så videre.

Men The Flaming Lips er på en egen paradoksal måde forudsigelige i deres insisteren på uforudsigelighed. Fra deres kant er det uventede altid ventet, og efter 2009s såvel facetterede som fragmenterede »Embryonic« valgte de naturligvis ikke at gå i studiet og indspille et nyt album, som fulgte i samme lydspor som forgængeren. Eller at gå den stik modsatte vej, for den sags skyld.

I stedet fortolkede de hele Pink Floyds »Dark Side Of The Moon« for så at indgå samarbejder med en bred vifte af solister og bands - de fleste med flair for kant og alternative udtryk.

Overraskende højdepunkt

De 13 numre, som samarbejderne udmøntede sig i, er nu samlet på »The Flaming Lips And Heady Fwends«. Et i sagens natur noget uegalt album, hvor Oklahoma-orkestret spiller med og mod blandt andre Bon Iver, Yoko Ono, Prefuse 73, Nick Cave og Erykah Badu.

Navne som også siger noget om den brede respekt, The Flaming Lips nyder i musikverdenen. Og et lidt overraskende højdepunkt er åbneren »2012 (You Must Be Upgraded«, hvor den ellers ulidelige popsangerinde Ke$ha fungerer fornemt som kæk, trodsig stemme midt mellem frenetisk støj og psykedeliske klangflader.

Fascinerende er også »The First Time Ever I Saw Your Face«, hvor neo soul-esset Erykah Badu lægger vokal til 10 minutters susende og svævende poesi, og »Do It!«, hvor Yoko Ono falder perfekt ind i det coole, kantede og godt groovende forløb.

Stærkest på albummet står dog »Helping The Retarded To Know God«. Her lader The Flaming Lips sig folde ind i bandet Edward Sharpe & The Magnetic Zeros og en sværmerisk musik vokser ud af fingerspillede strenge, knitren og fuglefløjt.

Midt i nummeret og i centrum på albummet står frontmand Wayne Coyne, hvis stemme på én gang er excentrisk og fint registrerende og bag sig har et band, som siden 1983 har arbejdet på at lægge sig rigtigt i forhold til ham. Og når det tager dem, spiller de forrygende og kan med samme tilsyneladende lethed skabe små, intime klangrum og store, svimlende lyduniverser.

Det gør de også på »The Flaming Lips And Heady Fwends«, hvor de har det sværest, når de sparrer med virkelig distinkte stemmer. Ikke mindst i »You, Man? Human???«, hvor Nick Cave kaster sig ud sit smådeliriske, aggressive sangforedrag - en af hans favoritdiscipliner - mens The Flaming Lips mest af alt lyder som en blodfattig udgave af Grinderman.

Et fund for fans

Andre steder virker The Flaming Lips mere udsyrede end udtryksfulde, men oftest lykkes de med at lyse numrene op indefra, og når man tænker på projektets natur, så hænger albummet faktisk forbløffende godt sammen. Ikke mindst i kraft af den ofte valiumbløde produktion.

Men nye The Flaming Lips-lyttere bør måske begynde et mere overskueligt sted; som eksempelvis »The Soft Bulletin« fra 1999, hvor bandet slog ind på en mere catchy og tilgængelig sound, uden derfor at give køb på kant og skævhed. »The Flaming Lips And Heady Fwends« er mest for fans. Af det uforudsigelige band - og alle dets musikalske venner.