Kan man krydse to musikalske verdener? Ja, det kan man godt. Og åbner der sig så helt nye musikalske verdener?
Under alle omstændigheder var det to kunstnere med stjernestatus, der indtog den kongelige scene. Og den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter og den amerikanske jazzpianist Brad Mehldau lagde ud med et klassisk program, og det var stilrent og vellykket. Med amerikanerens respektfulde ledsagelse fyldte Anne Sofie von Otter rummet med sin smukke og bevægelige stemme. Først i det lyse nordiske univers med sange af Edvard Grieg og Jean Sibelius og efterfølgende på et sublimt højromantisk strejftog hos Johannes Brahms og Richard Strauss. Som intermezzo sammenkædede Brad Mehldau et par Brahms-værker med en fin egenkomposition.
Efter pausen fremførte det svensk-amerikanske par fem »Love Songs«, som Brad Mehldau havde komponeret i solid klassisk tradition, og herefter blev det tid for et mere åbent program, hvor man vel havde forventet et jazzmusikalsk tonesprog og tilhørende frihed. Men - nej. Ikke blot var Brad Mehldau utroligt bundet af sine noder, også Anne Sofie von Otter måtte ustandselig skæve ned i partituret, og det gik alt for hyppigt ud over troværdigheden.
Ganske smukt stod dog Michel Legrands graciøse »Chanson de Maxence«, mens Jerome Kerns »I Won’t Dance« desværre levede alt for meget op til sin titel. Lennon-McCartneys »Blackbird« fik tiltrængt luft under vingerne, da Brad Mehldau tog over med et originalt-fabulerende solospil, og så – ja! – slutteligt lagde begge kunstnere noderne bag sig for at byde på Richard Rodgers’ »Something Good«. En på alle måder fantastisk sang, formidlet så ærligt og så nærværende, som man overhovedet kunne ønske sig. En helt ny musikalsk verden åbnede sig, og den var da værd at vente på.
