Arcade Fire vandt over regnen

Roskilde: Arcade FireDet canadiske indierock-ensemble leverede den kontrast, Roskildes hårdt prøvede publikum sukkede efter.

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Folk trængte virkelig til opmuntring, da Arcade Fire gik på scenen som første band på Roskilde Festivals Arena-scene. Regnen fossede ned ad festivalens største teltdug i fede floder, og selv om en vis nu er vi i gang-eufori fik tapre mennesker i glinsende regndragter til at danse rundt påét ben med æblevinen i hånden i de silende vandmasser, må det have været et noget nær trøstesløst syn, der mødte den ti mand høje canadiske indie-flok med de svulmende sange og ligeså hjerter.

Men de leverede den kontrast, det allerede hårdt prøvede publikum havde brug for. Selv om Arcade Fires sangtekster ikke just er opløftende de handler mest om død og desillusion så skulle deres musik vise sig at være det.

I front for sine ni medmusketerer brølede forsanger Win Butler løs i de intense, indledende sange »Keep The Car Running« og »Black Mirror« fra det aktuelle og fantastiske jammerepos »Neon Bible«. Bag sig havde han sit ni mand høje sammenrend, med hustruen Regine Chassagne som fremtrædende figur blandt en flok excentriske indie-unger, der så ud som om de lige var stået op. Tilsammen udgjorde de et mylder af en anden verden: De byttede konstant instrumenter og rendte rundt foran en sindrig scenekonstruktion af orgelpiber, runde storskærme og et kæmpe, røddraperet tæppe. Deres fælles output er en lyd af mur, der måske ikke imponerer med sine nuancer, men så rigeligt med sin kraft og vitalitet, der står og skinner som et klædeligt paradoks til sangenes slukørethed.

Således materialiserede Butlers pointer i patosperler som »My Body Is a Cage« sig sjældent lige så tydeligt som på»Neon Bible«-albummet, men fornemmelsen var umiskendelig: Her var et tihovedet dyr med ikke bare noget, men alt på hjerte. Sådan føltes det ikke mindst, da Butler & co. sluttede med et tæt og dragende klimaks i form af »Power Out« og ».(Antichrist Television Blues)«. Arcade Fire vandt måske ikke publikum fuldstændig for sig, men de overvandt regnen i vores hjerter, og det er nok til at takke dem mere end dybfølt for indsatsen.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion