Anna Calvi og de store løfter

Rock. Man må forundres over, at Anna Calvi kun er 22 år. Hendes på en gang økonomiske og fyldige guitarspil er nemlig langt mere modent, og så synger hun med en alvor og kraft, der lyder som et langt levet liv.

Men hun er altså en ung britisk kvinde, som netop har udsendt sit første album, der veksler mellem en sortmalet og skønhedssøgende stilfærdighed og mere muskuløse ind- og udfald.

Den ofte twangede og reverbede guitar giver mindelser om Roy Orbison og David Lynch, mens PJ Harvey går igen i vokalen, der også lyder som Florence Welch - i en optimeret udgave.

Men ikke mere namedropping, for når Calvi er bedst, er hun sin helt egen, og ikke mindst i den tusmørkesexede, let urovækkende »No More Words«, i den slagsangsknejsende »Desire« og i den strygerromantiske »First We Kiss«.

Andre steder er melodimaterialet ikke helt på niveau med stemme og instrumentering, men det er ikke desto mindre en ualmindelig løfterig debut, den gammelunge Calvi har begået.