Anmeldelse: Farsbrødet er langt fra på toppen

Meat Loafs »Braver Than We Are« lyder ikke som endnu en kassesucces. Mere som et kikset levn fra fortiden.

Meat Loaf: »Braver Than We Are« Fold sammen
Læs mere

I juni kollapsede Meat Loaf svært dehydreret under en koncert i Canada. Kort forinden aflyste han en række koncerter grundet sygdom. Noget tyder på, at veteranrockeren ikke er på toppen.

Det lyder han heller ikke til at være. Men musikalsk fortsætter han i velkendt stil på »Braver Than We Are«, hvor han serverer opulent teater-hardrock, der er så skabagtigt pompøs, at den får Andrew Lloyd Webbers samlede værk til at lyde minimalistisk til sammenligning. Og der skal ikke så lidt til.

Meat Loaf har genoptaget samarbejdet med Jim Steinman, som var sangskriveren bag materialet på Meat Loafs to største succeser »Bat Out Of Hell« (1977) og »Bat Out Of Hell II« (1993).

»Braver Than We Are« lyder dog ikke som endnu en kassesucces. Mere som et kikset levn fra fortiden. Alle sange er genbrug, som Steinman tidligere har brugt andetsteds. Flere numre som den buldrende robot-rocker »More« og den caberet-gøglede »Godz« lyder så enerverende og fjogede, at man skulle tro, at de var ment som en joke. Men nej.

Mere farsbrød? Nej tak. Jeg er mæt.

Hvem: Meat Loaf.
Hvad: »Braver Than We Are«, Caroline International.