Andre stemmer

Iggy Pop, Suzanne Vega og David Lynch er blandt de medvirkende på det vidunderlige værk, lydmestrene Sparklehorse og Danger Mouse har skabt.

Mesterinstruktøren David Lynch (tv.) synger forbløffende godt på albummet, som Danger Mouse og Sparklehorse har stykket sammen på skønneste vis. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Sjælens mørke nat. Udtrykket stammer fra den kristne verden og bruges til at beskrive tilstanden, som martrede og melankolske mennesker er i.

På engelsk kaldes det samme Dark Night Of The Soul, og det er også titlen på det ambitiøse albumprojekt, den musikalske multibegavelse Brian Burton med aliasset Danger Mouse og den suveræne sangskriver Mark Lin­kous, bedre kendt som Sparkle­horse, indledte for nogle år siden.

En titel der tilmed blev sørgelig relevant for Burton, da Linkous tidligere i år begik selvmord, og mørket og melankolien tegner da også dele af »Dark Night Of The Soul«, der er bygget op omkring en samling stemmer, som hovedsageligt har gjort sig bemærket inden for singer-songwriting og alternativ rock.

Sugende smuk og vemodig er således åbneren »Revenge«, hvor Flaming Lips-forsanger Wayne Coyne føjer stemmebånd til et valiumblødt og Pink Floyd'sk arrangement, og virkelig velgørende er også »Man Who Played God«, som gives af Suzanne Vega, der kunne synge telefon­bogen bagfra og alligevel få det til at lyde som meningsfuld melan­koli.

Stærke sange

Men stemningerne er imidlertid mange og udtrykket sammensat på »Dark Night Of The Soul«, der også byder på Pixies-esset Black Francis, som rocker tungt igennem i »Angel's Harp«, og »Pain« hvor Iggy Pop leverer sin kuldslåede croon, mens harper og elguitarer finder sammen bag ham.

Og når albummet fungerer, er det ikke i kraft af et stramt koncept, men fordi alle sangene er så forbandet gode, arrangementerne så indlysende rigtige og produktionerne så dejligt disede.

Blandt de allerbedste indslag er »Little Girl« med übercool Julian Casablancas (The Strokes) ved mikrofonen, »Insane Lullaby« som James Mercer (The Shins) synger psyko-smukt og det mørke, let urovækkende titel­nummer som mester­instruktør David Lynch fremfører forbløffende godt.

Sådan kunne man blive ved, for som alle gode plader ændrer favoritterne sig, som gennemlytningerne bliver flere. Og hvis albummet er lyden af sjælens mørke nat, ja, så er der ingen grund til at frygte skumringen. Snarere tværtom.