Amy Winehouse dør lidt mere

Amy Winehouse kunne ikke styre sig, hun havde noget indeni ...

Der er bare noget ved Amy Winehouses stemme, der ætser sig ind under huden og åbner tårekanalerne på ingen tid, skriver Berlingskes musikanmelder. Her ses sangerinden i 2009. Arkivfoto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var kun en Amy Winehouse. Længe var det kun et spørgsmål om tid, og i år mistede vi hende så, Amy. Hun blev 27 år. Og pas nu på: Selvfølgelig er denne CD som udgangspunkt både smagløs og alene kommercielt betinget i tanke. Men det er den ikke i ånd.

Hendes producere fra det forrygende debutalbum »Frank« og mesterværket »Back To Black«, Salaam Remi og Mark Ronson, har været inde over og klargjort numrene. Havde Amy stadig levet, var de ikke udkommet. Men der er bare noget ved den stemme, der ætser sig ind under huden og åbner tårekanalerne på ingen tid.

Jeg kan ikke komme på en sangerinde i min levetid, der synger bedre og mere personligt end Amy. Her på albummet måske bedst udtrykt i den helt nøgne, jazzede demoindspilning af »Wake Me Up Alone«. For satan mand, det er næsten ikke til at kapere ...

En intuitiv musikforståelse

Så er det lettere med det rustikke soulnummer »Like Smoke«, hvorpå Amy får selskab af rapperen Nas, der leverer.

Et skønt track selv om man her - indspilningen er fra 2008 - kan høre, at Amys stemme har mistet noget af sin volumen. Men nerven, den er der stadig på dette tidspunkt.

Der er doo wop, soul, reggae. Der er megen jazz, naturligvis, for Amy var først og fremmest en jazzsangerinde med en helt igennem unik lyrisk, intuitiv musikforståelse. Albummet ender symbolsk i mere end en betydning med en cover af Leon Russels »A Song For You«, som Amys eget idol Donny Hathaway har lagt stemme til. Optagelsen her er fuldt orkestreret og arrangeret, men oprindelig stammer den fra Amy alene hjemme med en akustisk guitar.

Hun starter med at synge lidt, men det går hurtigt over i rytmisk mumlen, hun falder, falder ind igen og ryger så helt ud af en tangent. Det klinger som et skrig om hjælp og gør fysisk ondt at lytte til.

Det er som at høre hende dø lidt mere, som nummeret skrider frem. Efter sangen siger hun: »Jeg kalder Marvin Gaye stor, men Donny Hathaway ... han kunne ikke styre sig, han havde noget indeni sig ...« Touché!