Rockmusikken har alle dage hængt uløseligt sammen med den elektriske guitar. Dette seksstrengede vidunder af et instrument, der mere end noget andet i den klassiske rockbandopsætning farver udtrykket gennem sine huggende riffs, ekspressive soloer og støjende flader.
Men selv om guitaren nok har sine største lydmæssige landvindinger bag sig, er der stadig masser af alsidigt riv i strengene i nutidens musik.
Tag nu for eksempel det nye album »Monomania« fra de amerikanske indiedarlings Deerhunter. En krads sag, hvor den karismatiske frontmand, Bradford Cox, og hans fire kumpaner er trukket i læderjakken og virkelig viser børster.
På numre som »Neon Junkyard«, »Leather Jacket II« og »Monomania« hviner de forvrængede guitarer som førerløse skærebrændere. Lyden er harsk, hængslerne løse og arven til The Velvet Underground evident. Attituden klæder gruppen og især den tidligere så introverte frontmand Cox, der her slipper sin indre, sleazy rock n’ roller løs og vrænger med et tykt lag af fuzz på stemmen.
Under læderjakken gemmer der sig dog også et melodisk bankende pophjerte, der sikrer, at de bryske eskapader ikke bare ender som tomme fagter.
Når støjen krydser klinger med bandets særlige øre for fængende 60er-poppede melodier på numre som »Dream Captain« og »Sleepwalking«, rammer de for alvor plet. Lige dér er det som at bide i et kandiseret æble rullet i søm. Det gør lidt ondt, når man bider. Men indenunder strømmer saften og sødmen.
Katedraler af vellyd
På debutalbummet »Zoo« fra den danske oktet Waldo & Marsha spiller gruppens ikke færre end fire guitarister en helt anden form for støj. En blid og susende flade af æteriske klange, hvor guitarernes udviskede anslag smelter sammen med de lige så luftige synthesizere.
Der er en tydelig arv at spore fra start-90ernes britiske shoegaze-navne som Slowdive og Ride, men aarhusianernes lyd er om muligt endnu mere ekspansiv. Der er ualmindeligt højt til loftet i disse ni velkomponerede skæringer, der i sine bedste stunder virkelig folder drømmenes faner ud. Et nummer som »Circles« er med sin fabelagtige gæstevokal fra Vinnie Who og sit overdådige arrangement ganske enkelt uimodståelig.
En imponerende debut fra et purungt band, der allerede nu har skræmmende godt styr på deres virkemidler.
I amerikanernes garage
På Mikal Cronins andet album, »MCII«, er vi til gengæld helt nede på jorden igen. Nærmere bestemt i amerikanerens garage, hvor han fræser den ene veloplagte powerpopsang efter den anden.
Her fungerer guitaren som energisk indpisker i en række smågrynede og meget dynamiske sange, spundet med stort melodisk overskud. Selv om Cronin har rødder i garagerockens lo-fi-æstetik er han ikke bange for også at gøre brug af både akustiske guitarer, klaverer, strygere og solbeskinnede vokalharmonier som kontraster til de overstyrede og fuzzede guitareskapader. Det er helt igennem medrivende og hamrende iørefaldende på sin helt egen hjemmegjorte facon. Og så spiller han også gerne en led guitarsolo, når sangene kalder på det. Et ellers sjældent dyr i tidens musikalske landskab.
Jeg er tosset med det.
