Amerikansk slang

USA er på én gang kras virkelighed og lysende luftspejling. Her blandes arbejdsløshed, skilsmisser og ubetalelige lægeregninger uafladeligt med drømme om rigdom, kjærlighed og kridhvide tænder. Og der skrives rigtig, rigtig mange rocksange på den energi, som opstår i mødet mellem amerikansk drøm og amerikansk realitet. Ikke mindst i New Jersey, hvor Bruce Springsteen har gjort sammenstødet til sin kunstneriske signatur, og det samme har The Gaslight Anthem, som forrige år udgav det fremragende album »The '59 Sound«. Nu er kvartetten så klar med opfølgeren, »American Slang«, som fortsætter i samme optændte stil, og hvor guitarer, bas og trommer trækker tydelige veksler på Springsteens lyd, men også tager farve af The Clash. Alt kan købes Midt i The Gaslight Anthems omkvædsdrevne sange står Brian Fallons ualmindelig gode rockstemme, som beretter om unge mænd med deres elskedes navne tatoveret på armens inderside og om et land, hvor alt er til salg. »These days nothing comes cheap/and everything has a price, everyone has a price/nothing is free/not even me«, lyder det således i »The Queen Of Lower Chelsea«, som står lige så stærkt og strunkt som titelnummeret. Andre steder slås The Gaslight Anthem mere med de tekstlige og musikalske klicheer, som knytter sig til Den Store Amerikanske Rocksang, men kvartetten er - selv i de mindre oplagte øjeblikke - bedre end 99 ud af 100 bands, som gør sig i samme stil. Og det samme kan siges om The Hold Steady, som i Craig Finn har en stærk sanger og desuden en sangskriver med evner, der ikke står tilbage for nogen novelleforfatter. Finns fortællinger om en amerikansk ungdom på sex, stoffer og selvforglemmelse gjorde »Boys And Girls In America« til en af 2006s bedste plader, og med »Heaven Is Whenever« melder The Hold Steady sig med ti nye numre, som lig The Gaslight Anthems søger det store, traditionsbevidste rockbrus. Elsk den du kan få Hippe kan man ved gud ikke kalde The Hold Steady, der sender hilsener til gamle bands som The Replacements og Hüsker Du og gør sig bedst i den slideguitar-tonede »The Sweet Part Of The City«, i den blødt bølgende ballade »We Can Get Together« og den tungt guitar-riffende »Soft In The Center«. Og i sidstnævnte undergraves det amerikanske mantra om, at alt kan lade sig gøre, hvis blot man tror på det med et anderledes ædrue­ligt kærlighedsråd. »You can't get every girl/You'll get the ones you love the best/You won't get every girl/You'll love the ones you get the best«, synger Finn med en bred, bred amerikansk dialekt. I den tematisk forbundne og ligeledes glimrende »The Weekenders« lyder det efter mødet med pigen i baren, at »I'm pretty sure I wasn't your first choice« - med åbenlyse mindelser om Springsteen-sangen »All The Way Home«. Ja, Springsteens sange om Guds - og djævelens - eget land lever i den grad videre i såvel The Hold Steady som The Gaslight Anthem. Men så længe de integreres og forarbejdes med så megen nerve og nødvendighed, som det er tilfældet her, ja, så er der bestemt ingen grund til at vende mundvigene nedad. Tværtom.