Der findes næppe et mere arketypisk symbol på »den amerikanske drøm« end de store hovedveje. På kryds og tværs gennem USAs panoramiske landskaber snørkler de langstrakte highways sig. Som en definitiv billedliggørelse af den ultimative frihed og den almindelige amerikaners endeløse muligheder her i tilværelsen. Vejene ligger der som livstråde, der fører i vidt forskellige retninger.
Vi kender tematikken fra litteraturen og filmkunsten, hvor de asfalterede veje og åbne vidder ofte udgør scenografien til fortællinger om frihedsjagt, virkelighedsflugt og drømmen om den store lykke. Fra Kerouacs »On The Road«, over Malicks »Badlands« og Lynchs »Wild At Heart«, til McCarthys »The Road« og så videre. Herfra ved vi også, at drømmen lige så ofte kan briste og forvandle sig til mareridt.
Hovedvejen er også et centralt motiv på den 63-årige americana-dronning Lucinda Williams’ 12. album, »The Ghosts Of Highway 20«. Mere konkret den næsten 2.500 km lange Interstate 20, som løber fra Texas til South Carolina via Louisiana, Mississippi, Alabama og Georgia. Den udgør den røde tråd gennem det 90 minutter lange, stemningsmættede udspil – hendes andet, virkeligt glimrende dobbeltalbum på blot 18 måneder.
Mestrer bredformatet
Flertallet af sangene er undfanget under indspilningerne af forgængeren »Down Where The Spirit Meets The Bone«, men »The Ghosts Of Highway 20« er heldigvis helt sin egen smukt dragende americana-oase. Her henter Williams sin inspiration fra erfaringer, hun har gjort sig, mennesker, hun har mødt på sin færd, og steder, hun har besøgt gennem årene. Alt sammen med udspring i geografien som omkranser I-20.
Stemningerne i hendes sofistikerede sange spænder vidt. Fra den forbitrede fornægtelse af nostalgiens magt på den rustikke, akustiske honky tonker »Bitter Memory« over refleksioner omkring dødelighed på den melankolske slow-blues »Death Came« til en mere optimistisk indstilling på »Can’t Close The Door On Love« og spiritualitet på den 12 minutter lange adstadige gospelmaraton »Faith And Grace«.
Vi kommer sågar på bordelbesøg i fortolkningen af Woody Guthries »House Of Earth« og med den hårdtarbejdende fabriksarbejder på jobbet i det ringlende cover af Springsteens »Factory«.
»The Ghosts Of Highway 20« er et krævende storværk, som fordrer, at lytteren giver sig god tid. Men hun mestrer så sandelig bredformatet, må man konstatere, og tager man sig tiden, så falder brikkerne langsomt på plads, og albummet folder sig ud i al sin storslåede og smukke nuancerigdom. Det lader til, at Williams pt. befinder sig i karrierens anden guldalder, så meget desto mere grund til at hoppe på vognen netop nu.
Hvem: Lucinda Williams.
Hvad: »The Ghosts Of Highway 20«, Highway 20 Records.
