Ambitiøst, men ikke godt nok

Musik: The Royal HighnessRock med store, svulstige muskler. Spillet med armsved, badet i øl og guitarriffs.

Den slags er vi ikke vandt til at høre i DK. Hvilket man naturligvis kun kan beklage og i selvsamme ombæring byde The Royal Highness et stort, taktfast velkommen. Debutskiven vidner om, at så forskellige navne som Black Sabbath, Soundgarden, Fu Manchu og Queens Of The Stone Age i hvert fald ikke har spillet for døve øren. Voldsomt originalt er hverken sange eller udtrykket da heller ikke, men det er ambitiøst til sidste tone. To problemer albummet imidlertid ikke kan skygge for, er forsanger Dennis Kastens vokal, som desværre ikke står mål med bandets musikalske ambitioner. Og så er der sangenes kvalitet - de er ikke dårlige, de er bare ikke gode nok.