Det er let at forstå, hvorfor Gioacchino Rossinis »Barberen i Sevilla« stadigvæk, efter næsten 200 år, er en af verdens mest spillede operaer. Historien om gamle Bartolo, der vil giftes med unge Rosina, og om den unge greve, der også vil have hende, og som med hjælp fra den altid snarrådige Figaro, barberen, får, hvad han vil have, er komisk opera når den er allermest perlende. Har man det rigtige hold til at forløse det muntre mesterværk, kan det kun gå godt.

Det går på mange måde også rigtig godt på den gamle københavnerscene Folketeatret, som Esbjergs musikdramatiske egnsteater, Den ny opera, for en stund har indtaget med sin version af den glade genistreg. Og det går ikke mindst godt, fordi de vil det så godt, alle de medvirkende. De vil underholde os, og de har det sjovt med hinanden, både dem på scenen og de 27 musikere, der spiller på gamle instrumenter og giver os en anderledes, mere autentisk Rossini-klang end den, vi ofte hører, og dirigenten Lars Ole Mathiasen, der hørbart elsker denne musik og fylder den med glad energi.

Kærligt respektløst

Læg dertil, at der er et konsekvent greb om det hele. Jakob Næslund Madsen, der også synger greven, har sat sig for, at dette skal være kærligt respektløst, og det bliver det så. Fra den dejligt skæve start, hvor Joachim Knop som Figaro kommer for sent til sin egen forestilling og tror, at han skal medvirke i Mozarts »Tryllefløjten«, hvad han jo ikke skal, til slutningens kærlige dekonstruktion af Rossinis partitur, hvor vrisne Bartolo forlanger, at det hele skal tages om, hvorefter ouverturen begynder forfra. Sådan da ...

At kulissen emmer af klassisk kukkasse-teater ligner en pointe i sig selv, det samme gør brugen af Holger Bolands fine gamle oversættelse, skabt dengang, da opera var noget, man sang på dansk i Danmark. Tradition og moderne galskab støder på den måde inspireret sammen, og der er i den grad ikke sparet på de skøre indfald: En frustreret dirigent, der forlader sit eget orkester, en fyldig kvinde i kødfarvet trikot, Gøg og Gokke-agtig falden-på-halen-komedie, lidt rock, lidt Brødrene Olsen, lidt moderne replikker oven i de gamle ...

Er denne »Barberen i Sevilla« således ikke 100 procent bogstav- og nodetro, så er ånden i værket altså til gengæld intakt, og det er jo det vigtigste, og så er Joachim Knop bare helt vidunderlig som Figaro. Han er generøst nærværende, morsom, meget smukt syngende, en stjerne, simpelthen, også som skuespiller, og alene for ham genså man gerne snart denne opsætning. Hans niveau når de andre medvirkende ikke op på, men mindre kan også gøre det, når helheden som her bliver til mere end summen af delene. At gøre Rossini sjov er en alvorlig sag. Det lykkes i denne seværdige forestilling. For alvor.

Hvad: Rossinis »Barberen i Sevilla«.

Hvem: Den ny opera. Iscenesættelse: Jakob Næslund Madsen. Dirigent: Lars Ole Mathiasen.

Hvor: Folketeatret, Store scene.

Hvornår: Sidste gang 12. maj.