Afslappet søndagsmusik

På »Sunday Music« leverer danske Hymns From Nineveh behagelig, varm folk og soul til ugens sidste dag.

Hymns From Nineveh: »Sunday Music« Fold sammen
Læs mere

Egentligt kan søndagsmusik jo være hvad som helst. Måske er det dødsmetal, der får én ud af fjerene, eller gangsta rap man laver brunch til — ugedagen burde være underordnet.

Alligevel er der visse associationer, jeg ikke kan slippe, når jeg tænker på »søndagsmusik«. Noget blødt, behageligt og ikke for kompliceret, der kan dulme tømmermænd.

Derfor sætter tredje album fra den danske sangskriver Jonas H. Petersen aka Hymns from Nineveh med titlen »Sunday Music« nogle forventninger til stemningen. Og langt hen ad vejen er det da også et roligt, men følsomt udspil, sangskriver Jonas H. Petersen har skruet sammen.

Når det er bedst, forener »Sunday Music« sin varme, organiske vellyd med sprælske, ofte elektroniske detaljer. Som på titelnummeret, hvis skrabede, trip-hop-inspirerede beat og rastløse percussion føjer kant til den funklende synth-linje og teksten om søndagssol og nye, lovende begyndelser.

På »Under the Sun« lyder Petersen lidt som en mere digital og struktureret udgave af den amerikanske soul-genres hyggebjørn nummer ét, Matthew E. White.

Bongotrommer sættes til stramt arrangerede strygere, korte, glidende guitar-riffs og sågar en koklokke. Samtidig giver den rykvise stop-start-rytme nummeret en legesyg kvalitet, der gør det endnu mere nuanceret. Det er velkomponeret- og arrangeret, men stadig lunt og afslappet – søndagsmusik indeed.

Nostalgiens søde forbandelse

Mod enden udforsker albummet mere melankolske stunder. »Cool Fire« fremtryller en reel bålstemning tilsat en dosis spiritualisme, men takket være den komplekse, polyrytmiske percussion forfalder nummeret aldrig til nem lejrbåls-sing-along.

Også på det afsluttende »Paper Kite« dukker spirituelle eller religiøse motiver op. »On our honeymoon when you were kneeling / in the cathedral of Lisbon / and after lighting a red plastic candle / and quietly praying for the crippled / and probably for me / and for the marathon runners«, synger Petersen med en næsten hviskende stemme.

Om man er religiøs eller ej, er små detaljer som det røde plastiklys prisværdige.

Når »Sunday Music« indimellem falder igennem, er det på en sødladenhed, der ofte går hånd i hånd med nostalgi. Som på »Perfume« hvor Petersens fortæller mindes de gode gamle teenagedage med cigaretter og alkohol: »Sweet 16 and bored 18 / raging against the machine / revolution every dreams / broken hearts and poetry«.

Det bliver til en liste af tomme fraser, der ikke vækker oplevelsen af teenageårene til live. Samtidig træder midten af albummet rundt i mere traditionelle, akustiske folk-sange, der nok har perlende guitarer og ømme kærlighedserklæringer, men ikke tilføjer meget nyt.

Hymnerne bliver simpelthen for flinke og ufarlige, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke på en helt almindelig søndag.

Hvem: Hymns From Nineveh.

Hvad: »Sunday Music«, Playground.