Årgangs-McCartney på nye flasker

Den 71-åige eks-Beatle Sir Paul McCartney leger med både fortid og nutid på sit melodisk veloplagte 16. soloalbum. På trods af ny lyd er han dog bedst, når han holder sig til de klassiske dyder.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Paul McCartney i sin mere end 40 år lange solokarriere alt for sjældent har ramt de samme svimlende kunstneriske højder, som han gjorde med The Beatles. Det ville måske også være for meget at forlange. Men når nu man ved, hvad han har været i stand til i sine mest inspirerede stunder, kan det ikke andet end skuffe, at han ikke har fået mere ud af det på egen hånd.

Men ret skal også være ret. McCartney har begået nogle af sine bedste og mest konsistente soloplader i den senere del af karrieren. »Flaming Pie« (1997), »Chaos And Creation In The Backyard« (2005) og »Memory Almost Full« (2007) er alle ganske fine udgivelser, som viser den ellers notorisk lette McCartney udvise lidt mere dybde og nødvendighed end vanligt.

Nu er han så tilbage med sit første album med nyt materiale i seks år. Og hvor førnævnte plader var forholdsvis tilbageskuende, er »New« et meget bevidst forsøg på at give den 71-årige legende en mere moderne overhaling. Til formålet har McCartney valgt at samarbejde med forskellige yngre producere i skikkelse af Mark Ronson (Amy Winehouse), Paul Epworth (Adele), Ethan Johns (Ryan Adams) og Giles Martin, søn af The Beatles’ uofficielle femte medlem, produceren George Martin.

Velformede melodier

Det er der kommet et overvejende friskt, men måske forudsigeligt nok også noget strittende album ud af. Således byder albummet både på ligefremme rocksange som »Save Us« og sentimentale ballader som »Early Days«, hvor han mindes tiden med John Lennon, før de blev berømte. Mest »New« i McCartney-sammenhæng er dog numre som de mere elektronisk funderede »Appreciate« og den ellers sødmefulde »Looking At Her«, der midt i Maccas skrøbelige levering brydes op af en savtakket EDM-synth, lige i det han synger »I’m losing my mind«.

Selv om det i sig selv er ret sjovt at høre McCartney prøve nogle nye ting af, fungerer albummet alligevel bedst på sange som den dynamiske »Alligator«, den brusende »Queenie Eye« og titelnummeret »New«, der alle byder på umiskendelige McCartney-melodier af den klassiske skole. Her nikkes der frydefuldt til storhedstiden med The Beatles, og den slags er det gudhjælpemig svært at få nok af.

Albummet ændrer dog ikke på, at McCartney tematisk stadig er en letvægter. Det er ikke videre tunge sager, han kaster sig ud i her. Han er ikke »dyb« som Leonard Cohen eller »vigtig« på samme måde som Bob Dylan. Men det har heller aldrig været hans signatur. På »New« viser han derimod, at hans øre for velformede melodier, hans spilleglæde og store musikalitet stadig er intakt. Og den slags tæller bestemt også for noget.

Hvem: Paul McCartney
Hvad: »New«, Universal

Lyt til Paul McCartneys 'NEW' her