Pladen selv ligner godt nok noget værre miskmask af tilfældige arier fra Mozart til Massenet. Men man springer op fra stolen og tænker bare tak, tak, tak for alle de forskellige lyde.

Joyces plade har rigtignok også et minus: Orkestret fra Lyons nationalopera er bedst til det romantiske og knap så bedst til de tidlige toner.

På den anden side: En sang som »Voi che sapete« fra Figaros Bryllup fejler ikke meget i den retning. Og sangen fra Barberen i Sevilla lige efter viser ikke bare inspiration fra Cecilia Bartolis syngestil, den synges også rigere og mere kraftfuldt – de sidste par toner sprænger næsten højttaleren.

Joyce DiDonatos plade med alle de fantastiske lyde og begge køn forbliver årets største pladeoplevelse til dato.