Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Der findes sange af så stor skønhed, at de bør deles af hele verden.
»Rest My Chemistry« fra New York-rockerne Interpols tredje skive, »Our Love To Admire«, er en sådan sang.
Den er så smuk og samtidig så farlig, at de små nakkehår rejser sig, og kroppen lades med de små, magiske kuldegys, som normalt er forbeholdt elskende. Stilistisk er det en overjordisk popsang forklædt som rock. Skrevet på en simpel melodi, båret af en langsomt spillet guitarfigur og helt banale, mørbankede trommer.
Alligevel udspiller der sig i løbet af de fem minutter et dystert, stemningsproppet drama så intenst, at man sitrer og dirrer og er fysisk som psykisk ude af stand til at foretage sig andet end bare at lytte med. Fem, ti, tyve gange på repeat. Til sidst kan man stemme i på første vers og omkvæd med forsanger Paul Banks:
»Ive slept for two days/ Ive bathed in nothing but sweat/ And Ive made hallways scenes for things to regret/ My friends they come/ And the lines they go by/ Tonight Im gonna rest my chemistry/ Tonight Im gonna rest my chemistry«.
Det er den bedste sang, jeg har hørt i år.
Skarpt efterfulgt af »Pioneer To The Falls«, som rummer mange af de samme elementer som »Rest My Chemistry«.
Hvor Interpol tidligere, og med rette, er blevet skudt i skoene, at de står på skuldrene af især Joy Division og ligesindede sortseende postpunkbands, er »Our Love To Admire« langt mere tilgængelig for det bedre publikum. R.E.M har ikke spillet for døve øren (»No I In Threesome«), og rundt omkring høres i større og mindre grad ekkoer af så fine bands som Velvet Underground, Echo & The Bunnymen og Franz Ferdinand.
Interpols to foregående plader, »Turn On The Bright Lights (2002) og »Antics« (2004), har gjorde kvartetten til et af verdens ti største alternative rockbands. Og til en vigtig brik i New Yorks rockmusikalske genrejsning i det ny årtusinde.
Stor kunst
At succesen langt fra var baseret på en skummende, musikalsk hypebølge, beviser de med »Our Love to Admire«, som ikke bare rummer nogle af årets bedste rocksange overhovedet: Med undtagelse af et par eller tre sange er sangniveauet pladen igennem simpelthen respektindgydende højt.
Her er altså et band, som har noget på spil, som tør krænge deres inderste ud og søge ud i nogle stemninger og arrangementer, som rammer lytteren hårdere og dybere end langt de fleste af deres kolleger på dagens rockscene. Midlerne er enkle, men er ikke desto mindre stor kunst.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
