Årets 10 bedste jazzplader

Her er fem udenlandske og fem danske - bemærkelsesværdige og anbefalelsesværdige - jazzudgivelser i 2008

5 udenlandske:

1. Patricia Barber: "The Cole Porter Mix" Blue Note 50999 5 01468 2 6

At den amerikanske sangerinde og pianist Patricia Barber er en særegen person og en kunstner af særlig kaliber, fastslår hun eftertrykkeligt med denne udgivelse, hvor hun fortolker sange af den uovertrufne komponist og tekstforfatter Cole Porter. Patricia Barber fornyer - med en både sart og stærk stemme - disse tidløse værker, og dertil medbringer hun tre selvskrevne sange, der på ingen måder står i skyggen. Et jazz-CD-mesterværk.

2. Charles Lloyd Quartet: "Rabo de Nube" ECM Records ECM 2053

Den amerikanske saxofonist Charles Lloyd var i slutningen af 1960erne den foretrukne jazzkunstner blandt hippierne i Californien. Denne nu 70-årige kult-musiker er fortsat utrolig spændende, hvilket han fastslog med pianisten Jason Moran, bassisten Reuben Rogers og trommeslageren Eric Harland i Glassalen ved sommerens Copenhagen Jazz Festival. Ikke desto mindre rummer denne CD – med samme hold - en kende mere nerve, fantasi og intensitet i såvel de individuelle som de kollektive udfoldelser.

3. Joe Lovano: "Symphonica"Blue Note 50999 2 26225 2 5

Umiddelbart kan det virke noget opstyltet, når en jazzsaxofonist stiller op med et symfoniorkester. Men her kan man faktisk lægge ører til musik med både stil og mening, når den fremragende amerikanske tenorsaxofonist Joe Lovano - ved en koncert i Köln i 2005 - bliver ledsaget af det regionale radio big band og symfoniorkester. Saxofonistens spil er på én gang flagrende og målrettet - og skaber gode og spændende fortællinger.

4. Nelson & Marsalis: Two Men with the Blues Blue Note 50999 5 04454 2 4

Det er da lidt af en sensation. Ved en koncert i New York i 2007 mødes den legendariske countrysanger Willie Nelson med den succesfulde jazztrompetist Wynton Marsalis, og det hele er ganske muntert og solidt-swingende, om end Wynton Marsalis generelt spiller alt for anmassende. Til gengæld er det virkeligt godt at lytte til Willie Nelson, der bare er troværdig, garvet og unik, og især er det de gamle jazz-travere, »Stardust« og »Georgia On My Mind«, der gør pladen sensationel.

5. Return To Forever: "The Anthology" Concord 0888072308473

Det er ikke for meget sagt, at den ultimative form for fusions-jazz blev skabt i årene 1973-1976 af den amerikanske kvartet, Return To Forever. Den bestod af keyboardspilleren Chick Corea, bassisten Stanley Clarke, trommeslageren Lenny White og guitaristen Bill Connors, der dog hurtigt blev afløst af instrumentkollegaen Al DiMeola. Denne dobbelt-CD rummer et vægtigt uddrag af gruppens fire LPer, hvor den raffinerede og virtuose musik udvikler sig på alle planer – til sublim jazz’n’rock med stærke stænk af klassisk musik. Det kan simpelthen ikke gøres bedre.

5 danske:

1. Caroline Henderson: "No.8"Stunt Records STUCD 08042

Det minder ikke om så meget andet. Her er identitet, stil og konsekvens. Med sit ottende album satser sangerinden Caroline Henderson for fjerde gang på jazzen, og tingene falder smukt på plads. Ikke fordi musikken swinger - for det gør den faktisk ikke - sådan i almen forstand. Den virker generelt meget statisk - ofte med en puls, der synes tæt på at gå i opløsning. Men den organiske lyd og de udefinerlige spændinger mellem stemme og instrumenter signalerer jazz i ordets bedste betydning. Og dertil er melankoli og bittersødme et par stærke fællesnævnere.

2. Jacob Fischer Trio feat. Svend AsmussenGateway JFCD08-1

Gennem mange år har guitaristen Jacob Fischer haft planer om at indspille en CD i eget navn. Og nu er det sket – med den garvede Hugo Rasmussen og den unge Janus Templeton ved henholdsvis bas og trommer. I seks numre bliver trioen bistået af den 91-årige violinist Svend Asmussen, og han spiller nok engang mesterligt - med sin umiskendelige klang og ornamentik, og i Jacob Fischers »Louis Blue Saint« bliver der plads til en swingende blues, hvor Svend Asmussen spiller så fantastisk, at man på det nærmeste taber vejret.

3. Werner/Søndergaard Duo: "A Time For Love" Stunt Records STUCD 08092

Her mødes den danske saxofonist Jens Søndergaard med den amerikanske pianist Kenny Werner, og de to musikere er i fuldkommen balance – både med sig selv og hinanden, og de formidler en række velkendte og smukke amerikanske ballader – heriblandt »Over The Rainbow« og »Darn That Dream« – inderligt, afklaret og kærligt. Jens Søndergaard høres på barytonsaxofon og klarinet i henholdsvis »But Beautiful« og »Lover Man«, og derudover er det altsaxofonen, der får lov til at gløde.

4. Thomas Hass Quartet: "Live At Copenhagen JazzHouse" Calibrated CALI 078

Tenorsaxofonisten Thomas Hass, der kom frem på den neobop-renæssance-bølge, der hærgede jazzscenen i midten af 1980erne, har gennem årene beskæftige sig med lidt af hvert, men han er nu tilbage i den akustiske jazz i selskab med pianisten Carsten Dahl, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Morten Lund. Her bliver det en hyldest til Hass’ legendariske og stilskabende instrumentkollega, John Coltrane, og det lykkes for holdet at skabe alt andet end en genfortælling. Det er tale om intens, dugfrisk og overrumplende jazzmusik.

5. Theis Jensen: "Songs To Remember Too" Rainbow RAINCD 8019

Som mange vil vide, har sangeren og trompetisten Theis Jensen i en menneskealder lagt sig i slipstrømmen af den store Louis Armstrong, og heldigvis har han mere og mere fået sin egen identitet. Her byder den nu 70-årige jazzvokalist på dejlige, melodiøse amerikanske sange som ”Cheek To Cheek”, ”Someone To Watch Over Me” og ”It’s Been A Long Long Time”, og pianisten Søren Kristiansens trio supplerer helt suverænt – undertiden bistået af smagfulde strygere.