Årets 10 bedste danske klassiske udgivelser

Søren Schauser, klassisk musikredaktør på Berlingske, har kåret de ti bedste danske udgivelser. Se dem her:

Ars Nova Copenhagen Fold sammen
Læs mere

Carl Nielsen

Symfoni nr. 1 og 4

1. Amerikanere er ikke bange for patos. Når de går ind i noget, gør de det fuldt. Musikerne i New York Philharmonic satser stort på Carl Nielsen i øjeblikket og optrådte for nylig med ordene »I love Nielsen« på brystet. Symfoni nummer et og »Det uudslukkelige« har rigtignok ikke mange kanter i chefdirigenten Alan Gilberts hænder – men den runde lyd og internationale atmosfære klæder nu også musikken godt. Dacapo


Gudmundsen-Holmgreen

»Mixed Company«

2. Han er for længst fyldt 80 år, men stadig aktiv i »Smagsdommerne«. Han har komponeret i langt over et halvt århundrede og påvirket hele generationer, men virker stadig lige uforudsigelig. Pelle Gudmundsen-Holmgreen er dansk musiks tyste virtuos og modvillige nestor. London Sinfonietta og det danske Theatre of Voices under ledelse af Paul Hillier er klar med syv af hans vokalværker. Elskere af ubesværet musik kan uden videre lukke øjnene og lade sig suge ind i hans stemninger af lykkelige solnedgange og fjerne pigestemmer. Dacapo


Duo Askou/Andersen:

»Som en forårsnat«

Hanne Askou Fold sammen
Læs mere

3. Årets overraskelse. En lille snes danske sange og danse stemmer sindet til store eftertanker. Kendte melodier som »Underlige aftenlufte«, »Solen er så rød, mor« og »I Danmark er jeg født« kan virkelig være tæt musik! Hanne Askou på violin og Frode Andersen på accordeon spiller kønt og har selv sørget for de analytiske arrangementer. Et par af dem er med sopranen Anne Mette Balling som gæstesolist. Gateway Music


Per Nørgård

Symfoni nummer 1 og 8

4. Hvis udenlandske orkestre vil have nyt og spændende på programmet, kigger de stadig oftere i dansk retning. Per Nørgård er blevet 82 år og stadig aktiv som komponist. De legendariske Wienerfilharmonikere under ledelse af Sakari Oramo har kastet sig over hans allerførste symfoni og hans seneste. Nordisk naturlyrik og mild modernisme i skøn forening. Verdensorkestret er verdensmester i dansk musik. Dacapo


Rued Langgaard

Strygekvartetter, Vol 3

Nightingale String Quartet Fold sammen
Læs mere

5. Outsiderens ungdomsværker i hænderne på Nightingale String Quartet er efterårets hidtil varmeste bud på en julegave til den kræsne kvartetelsker. Verden har allerede rost de to første album til skyerne og vil gøre det samme med treeren. De fire piger vandt en Gramophone Award tidligere på året for deres indsats. Dacapo


Gustav Mahler

Niende symfoni

6. Kunder i DR Koncerthuset vil huske den store aften for et par år siden: En dirigent havde lagt sig syg og kunne ikke lede DR SymfoniOrkestret gennem Mahlers sidste symfoni. Michael Schønwandt sprang ind og reddede ikke bare aftenen – han gjorde den mere end mindeværdig. Følg ham fra åbningens billede af en verden i splinter til finalens helende varme og vidunderlige violinmelodier. Challenge Classics


Carl Nielsen

Sange for kor

Ars Nova Copenhagen Fold sammen
Læs mere

7. Ars Nova Copenhagen under aldrig svigtende Michael Bojesen i en salig snes af Carl Nielsens sange for kor. En guldgrube for folk, der har savnet den danske side af nationalkomponisten. Arrangementerne er meget velformede og modsat af overlæssede. Så svært – og dog så enkelt. Dacapo


Joseph Moog

Rubinstein og Rakhmaninov

8. En tysk gæst på den danske liste – til trøst. Arrangementet med Joseph Moog i Tivoli i den forgangne sommer blev aflyst i sidste sekund. Den unge pianist gør ikke det store væsen af sig, men er en af vor tids mest lovende pianister. Indspilningen af Rubinsteins fjerde klaverkoncert og Rakhmaninovs tredje fås ikke meget bedre. Spændende plade. Onyx


Div. kunstnere

»The Originals«

9. En genudgivelse. »The Originals« fra Deutsche Grammophon ligner den bedste af slagsen i lang tid: Beethovens femte symfoni med Carlos Kleiber, »Vier letzte Lieder« med Gundula Janowitz og Herbert von Karajan – de er her alle sammen. Vel at mærke til en pris på under 15 kr. pr. indspilning! En toer skal i øvrigt være på vej. Deutsche Grammophon


Richard Strauss

Samlede operaer

10. En genudgivelse mere: »Rosenkavaleren« fra 1911, »Ariadne på Naxos« fra 1912, »Kvinden uden skygge« fra 1918 – ikke mange har en længere liste over mesterværker! Richard Strauss’ samlede operaer er mange timer med romantik, ekspressionisme og længsel efter en verden af i går. Deutsche Grammophon