92-årig sendte jazzfestivalen i kredsløb

Det legendariske »rumorkester« Sun Ra Arkestra leverede et farvestrålende show i Jazzhouse under ledelse af den vitale 92-årige saxofonist og sanger Marshall Allen.

Er I der? Med Tara Middleton og Marshal Allen i front tændte fyrige og farvestrålende Sun Ra Arkestra op under Jazzhouse fredag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Sun Ra Arkestra blev jazzfestivalens spektakulære slagnummer,

Det uortodokse amerikanske orkester, der blev grundlagt for 60 år siden af musikeren og mystikeren Sun Ra, som i 1993 rejste tilbage til Saturn, hvorfra han ifølge egen myte var blevet anbragt på Jorden tilbage i 1914.

Nu videreføres den musikalske rumfart af den 92-årige altsaxofonist og orkester­veteran Marshall Allen. Og det sker fortsat i nogle herlige – og stilmæssigt ret uigennemskuelige – udklædninger.

Dertil hører et let drys af åndemaning samt – ikke mindst – en god strøm af dynamisk og farverig musik, der langt hen ad vejen er i den hedengangne mesters stil og ånd, om end de sære og karske avantgardejazz-elementer nu er fravalgt til fordel for mere kontant og kropsligt appellerende udtryk.

Der var da også tale om en stående koncert, som helt sikkert havde sine fordele. Blandt andet vandrede fire blæsere på et tidspunkt omkring og spillede blandt publikum i det fugtigtvarme lokale, hvor folk af mindre statur ellers havde vanskeligheder ved at få sig en visuel oplevelse.

Og en sådan var da virkeligt vigtig for totaloplevelsen. For de veloplagte musikere havde da sans for underholdning, eksempelvis tog tenorsaxofonisten Knoel Scott da lige nogle kraftspring på et tidspunkt.

Han hørte i øvrigt til orkestrets markante musikere, der som sådan både kunne spille en fed saxofonsolo og synge en solid blues. Til øvrige bemærkelsesværdige solister hørte guitaristen F.D. Middleton og barytonsaxofonisten Danny Ray Thompson.

Frontfigurer var fyr og flamme

I frontlinjen pyntede den fornøjelige sangerinde Tara Middleton, der blandt andet gav en god version af den gamle traver »Sometimes I’m Happy«. Derudover bestod aftenens repertoire af velgyngende og ofte enkeltmelodiske værker med kontante instrumentale og vokale indslag.

Og her var det så sandelig imponerende, at den 92-årige Marshall Allen var manden, der holdt gryden i kog. Han styrede bandet sikkert, og der var tryk på hans altsaxofon, ikke sjældent i skrigende sekvenser, ligesom han stod for glissandi-fyldte udflugter på det elektroniske blæseinstrument EWI.

Dertil var han en ukuelig sanger, der både på egen hånd og i tæt samklang med Tara Middleton bød på alt fra rum-relatede tekster til bebop-influeret scatsang.

Sidst i den halvanden time lange koncert stod parret for noget »La-La-La«-fællessang, som var et solidt jordnært indslag, der ikke desto mindre omfattede Sun Ras gamle mantra: »Space Is The Place«.

Hvem: Sun Ra Arkestra.

Hvor: Jazzhouse , fredag aften.