6-stjernet genhør med Gasolin’: Der er stadig gang i Rabalderstræde

Genhør med Gasolin’-kataloget er en påmindelse om en tid, hvor et rockband kunne samle nationen om ægte frisind. Nyt bokssæt bør stå i et hvert dansk hjem.

Det danske rockband Gasolin i 1970erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Persson

Selvom jeg først blev født, da Gasolin’ var gået hver til sit, så har de altid været der. Selvfølgelig har de det.

Jeg er barn af den generation, der voksede op med Gasolin’ som deres ungdoms soundtrack i de brune 70ere. Og når man som Kim, Franz, Willi og Søren satte så eftertrykkeligt et mærke på ikke bare en hel generation af unge mennesker men også dansk musikhistorie og ja, den moderne Danmarkshistorie som sådan, så siver musikken og ånden selvfølgelig også ned i de næste generationer.

Jeg har hørt historierne. Min mor så Gasolin’ til asfaltbal i Enghaveparken, min stedfar til klubfest i Sundby Algård på Amager. Min barndoms somre blev brugt på det gode skib Nanna, opkaldt efter Gasolin’-sangen af sammen navn. I barndomshjemmet spillede mine brødre og jeg luftguitar til »Get On The Train« i vores nattøj, og senere var »Kvinde Min« med til lære mig de første greb på den akustiske guitar.

Og sådan kunne man blive ved. Alle har en personlig Gasolin’-historie. Og med det nyligt udsendte vinyl-bokssæt »The Black Box« indeholdende samtlige syv Gasolin’-plader kørende for fuld skrue på den hjemlige matrikel, er jeg nu i fuld gang med at give historien videre til min treårige søn. Der allerede er på fornavn med Larsen og - selvfølgelig - har »Rabalderstræde« som sin klokkeklare favorit.

Gasolin’ er ikke bare pligtstof, der er en gave, man giver videre til den næste generation. På samme måde som Olsen-Banden og Matador. Og skulle nogen være i tvivl, så holder musikken altså stadig, skal jeg hilse og sige. Selvom der selvfølgelig bliver slået et par skæve undervejs. Ingen nævnt, ingen glemt.

Vi kender efterhånden historien som vores egen bukselomme. Gasolin’ voksede ud af et meget specifik sted og tidspunkt i historien: Det skæve og socialt eksperimenterende Christianshavn på tærsklen til 70erne - et årti præget af opbrud af gamle familie- og kønsroller, store ideologiske sværdslag og økonomisk smalhals. Der var ikke meget at grine af, men Gasolin’ insisterede trodsigt på at give tilværelsen kulør, på Rabalderstræde, store armbevægelser og masser af ramasjang. Uden at lukke øjnene for alt det, der foregik på de ydre linjer vel at mærke.

Gasolin ser sin by fra tårnets top. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Persson.

Og selvfølgelig er musikken af sin tid. Ligesom der synges fra og om et Danmark, der på nogen måder kan virke meget fjern fra en dansk virkelighed anno 2017. Og så alligevel ikke. Dels får den britiske topproducer Roy Thomas Bakers mægte produktion på størstedelen af pladerne stadig Gasserne til at lyde skide godt i dag. Dels besidder de mundrette tekster, der oftest blev til i selskab med huspoeten Mogens Mogensen, samtidig nogle klare poetiske kvaliteter, der gør sangene langt mere slidstærke og tidløse end meget af periodens ideologisk tyngede protestmusik.

Tidens strømninger fik dog også nogle heftige skud for boven hos Gasolin’. Og når man lytter til dem her 40-45 år efter deres udgivelse, er det bemærkelsesværdigt, hvor aktuelle mange af deres samtidsdiagnoser stadig er i dag. »Vi styrter rundt på må og få / og jager det som vi ikke ka nå / og har du penge ka’ du få / har du ingen ka du gå,« lyder det på »Refrainet er frit«, mens Larsen på »Rabalder« synger linjer som: »Den nye Gud / hans navn er mammon« og »Vi maser frem / naturen bløder / hvor skal vi hen? (...) Kloden brænder / er vi strandet?«.

Andre steder er det den småborgerlige forstadstilværelse, der står for skud. Mest mindeværdigt på »Pas på svinget i Solrød«, hvor det spydigt lyder: »Put dine penge i Montebello bank / så skal du nok blive lykkelig engang / du får del i dividenden når du bliver senil / og råd til en kone med et barn og en bil«. Eller på »Hvorfor er der aldrig nogen der tør tage en chance«, hvor Gasserne spider tendensen til at gå igennem livet med livrem og seler: »Hvorfor er der aldrig nogen der tør ta' en chance / hvorfor skal man altid først ha' garanti (...)  TV og presse og radio / fup og formaliteter / hvorfor kan man ikke bare prøve at gøre sig fri?«

Jo, Gasolin’ var først og fremmest en slags åndelige frihedskæmpere. I deres musik og fremtoning repræsenterede de et festligt og flabet opgør med konformitet og dogmatisk ideologi, hvad end den viste sig i skikkelse af kapitalismens fodsoldater, regnedrengene, de snusfornuftige borgerdyr eller munkemarxisterne. I stedet hyldede de alle de irrationelle størrelser, som samfundet ellers forsøgte at køre ud på et sidespor i fremskridtet og krisens navn: Poesien, fantasien, rusen, vildskaben, festen, det høje humør og alle dem, der falder gennem sprækkerne.

Tænk bare på alle de skæve eksistenser, der befolker Gasolin’-universet og skildres med så stor indlevelse og sympati: De grædende og de drikkende og de frelste på »Langebro«, »Nanna med den røde mund og lange sorte negle«, den hårde havnearbejder Bobo og den tørstige klunser »Bessefar«, der har »grebet livet i flugten«. Ja, man kunne blive ved.

Og tænk sig lige: Stort set alle kunne dengang bakke op om, at Gasolin’ havde fat i den lange ende. Fordi de var så gode, så charmerende, så afvæbnende. Eller som forfatter Klaus Lynggard så rammende skriver i sit essay i bokssættets booklet: »Deres frejdige fuck-you attitude og kærligt flabede facon gik på det smukkeste i samklang med den danske nationalkarakter; eller snarere, måden vi ville ønske vi var på, snarere end måden vi nu engang er.«

Tænk hvis vi kunne vende tilbage til en tid, hvor størrelser som frisind og tolerance ikke blot var tomme paroler og ideologiske trigger-ord, men derimod håndfaste værdier, som vi alle kunne blive enige om var forudsætningen for det gode liv. Sammen. På denne lille plet vi har valgt at kalde Danmark.

Måske løsningen er, at vi alle sammen skal have mere Gasolin’ i vores liv. Var der nogen, der kunne samle os, var det dem. »The Black Box« er det helt oplagte sted at starte. Og burde være selvskrevet i ethvert dansk hjem.

Gasolin’
»The Black Box«
★★★★★★

Sony Music

Vinyl-udgaven af Gasolin'-bokssættet "The Black Box" er ude nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Glenny Dam.